
Fagprøvepriserne 2025 for Handel og Detailhandel er uddelt. Vi har samlet de stolte vindere her. Foto: HK Handel
Med stolthed og adrenalinen brusende i kroppen kunne Anne Mette Nørmark Jakobsen og Heidi Larsen træde op på podiet og modtage handelsbranchens største skulderklap.
De er begge vindere af Fagprøveprisen, der uddeles til to elever fra henholdsvis Handelsuddannelsen og Detailhandelsuddannelsen, som har lavet årets bedste afsluttende fagprøve.
Som elev i Matas har Anne Mette Nørmark Jakobsen, gennem nye og kreative salgsstrategier, øget salget af det franske kosmetikmærke Sisley Paris. For den indsats modtager hun Fagprøveprisen for Detailhandelsuddannelsen.
Heidi Larsen vinder Fagprøveprisen for Handelsuddannelsen for at have fundet en bedre metode til at genanvende slipsheets hos virksomheden ID Identity.
En hyldest til faglærte talenter
Fagprøveprisen uddeles hvert år af HK Handel i samarbejde med HK Privat og Dansk Erhverv. Prisen har til formål at hylde de faglærte talenter, der med nye idéer og høj faglighed er med til at styrke handelsbranchen.
Ifølge HK Handels formand, Mette Høgh, er det vigtigt, at der bliver sat fokus på elevernes arbejde og vist, hvilken forskel de kan gøre for virksomhederne.
– Handelsbranchen har enormt mange talentfulde, unge elever, og de fortjener at blive hyldet og fremhævet. Vi har nemlig brug for dygtige faglærte, hvis vi skal blive ved med at have en handelsbranche i trivsel og udvikling. Det er blandt andet deres arbejde og deres kreativitet, der er med til at sætte skub i branchens og fagets udvikling.
Udover æren modtager vinderne af Fagprøveprisen en præmiepulje på 25.000 kroner.
Toptre over finalisterne:
Detailhandelsuddannelsen:
1. plads: Anne Mette Nørmark Jakobsen / Matas
2. plads: Thea Nielsen / Normal
3. plads: Zofia Juul Drue / Babysam
Handelsuddannelsen:
1. plads: Heidi Larsen / ID Identity
2.plads: Frederik Dyssekilde Thers / Geia Food
3.plads: Thomas Kjær Pedersen / Bestseller