
Før, under og efter fyringsrunder reagerer vi alle forskelligt, men det er OK, og det er der råd for, påpeger ekspert.
”Pyyh, det var ikke mig”, er nok den følelse, de fleste vil forbinde med en fyringsrunde, som ikke rammer dem selv.
Men faktisk er det mere komplekst end som så.
Når nogle må gå, mens andre bliver, kommer mange følelser i spil: Savn, dårlig samvittighed og bekymring for næste fyringsrunde.
Det siger Randi Hoffmann, hun er arbejds- og organisationspsykolog og hjælper arbejdspladser med at komme godt igennem afskedigelser.
Inden du får ekspertens 5 råd til, hvordan du som tilbagebleven håndterer fyringsrunden, får du først nogle af de typiske situationer, som eksperten ser efter en nedskæring.
Vi reagerer forskelligt
Der er overordnet to scenarier efter en fyringsrunde: Enten er de opsagte fritstillet, eller de er fortsat på arbejdspladsen en tid endnu.
- I sidstnævnte tilfælde kan man få det skidt med ikke selv at have det skidt. Må vi grine på arbejdspladsen? Kan vi tillade os det? Der kan nemt komme et filter ned over alle samtaler, siger Randi Hoffmann fra virksomheden CRECEA, der rådgiver om arbejdsmiljø.
Det andet scenarie, hvor de afskedigede er fritstillet, byder på andre udfordringer.
- For nogle virksomheder er det naturligt at sige: Nu giver vi den fuld skrue fremad. Nu tager vi os sammen og kommer videre. Men man kan aldrig vide, hvor folk er henne, advarer hun.
Uanset, hvad der sker, er der én ting, som skal være på plads:
- Fyringsrunder rammer mennesker forskelligt, men alle har brug for en omsorgsfuld leder, siger Randi Hoffmann.
5 GODE RÅD: Til dig, der ikke blev fyret
1: Giv plads
2: Undgå panik
3: Hold fast i kolleger
4: Pas på arbejdspres
5: Bed om evaluering
Hvis du har brug for hjælp eller vejledning, så tøv ikke med at række ud til din lokale HK-afdeling på 7045 1111.