Af Hans-Henrik Hansen, fungerende fællesformand i HK Østjylland og formand for HK Kommunal Østjylland

 

 

Hans-Henrik Hansen

 

Skal vi som samfund hjælpe vores udsatte unge, depressionsramte og stresssygemeldte tilbage på det arbejdsmarked, de så brændende ønsker sig igen af være en del af? Svaret blæser i vinden.

Fremover vil der nemlig være langt færre penge at gøre godt med til den slags indsatser. Med den beskæftigelsesreform, Folketinget vedtog lige før sommerferien, følger nemlig en af de største offentlige nedskæringer i nyere tid: Der skal – af for mig uforståelige grunde - spares 2,7 milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen frem mod 2030. Alene i det østjyske område betyder det besparelser på omkring 400 millioner kroner på indsatsen for vores ledige og sygemeldte.

Reformen betyder også, at hele beskæftigelsesområdet bliver ’frisat’. Som repræsentant for hovedparten af vores jobcentermedarbejdere kan jeg kun være tilfreds med, at frisættelsen vil give færre rigide dokumentationskrav og mere tillid til vores medarbejdernes faglighed. Men frisættelsen betyder også, at unge, depressionsramte og stresssygemeldte ikke længere vil have sikkerhed for at blive hjulpet tilbage på arbejdsmarkedssporet. Fremover vil det i stor udstrækning være op til de enkelte kommunalbestyrelser at beslutte, om kommunen skal afsætte de nødvendige midler til indsatsen.

Det giver mig umiddelbart bange anelser på de udsatte lediges vegne. Det er mit klare indtryk, at jobindsatsen vil blive nedprioriteret til fordel for eksempel børne-, ældre- og skoleområdet. Mange østjyske kommuner må i forvejen kigge dybt i kommunekassen for at kunne levere en bare nogenlunde anstændig velfærd til deres borgere. Og beskæftigelsesindsatsen har tydeligvis bare ikke samme appel til politikerne sammenlignet med andre velfærdsområder. Det er måske forståeligt, men ikke desto mindre helt uholdbart på den lange bane.

Vores kommende borgmestre, udvalgsformænd og byrådsmedlemmer går efter kommunalvalget den 18. november en enorm men bunden opgave i møde med at få prioriteret og investeret i beskæftigelsesindsatsen. I modsat fald vil konsekvenserne ramme os alle. Ikke bare de ledige. Men hele samfundet – økonomisk og menneskeligt. Vi risikerer, at titusindvis af borgere bliver efterladt i systemet uden de redskaber, som tidligere har hjulpet dem videre i job og uddannelse. Vejledere, mentorer, virksomhedskonsulenter og ungemedarbejdere er blandt nogle af de medarbejdere, der også fremover er brug for, hvis vi skal tage hånd om de borgere, der har allermest brug for hjælp.

Fjerner man de indsatser, øger man også risikoen for, at flere havner i langvarig offentlig forsørgelse. Og det bliver dyrt. Også meget dyrere end det, man fra Christiansborgs side forsøger at spare.

Afgørende er det også, at vores kommuner også fremover prioriterer det tætte og frugtbare samarbejde med virksomhederne, der er i dag. Det samarbejde er rygraden i vores fleksible arbejdsmarked og en hjørnesten i den danske model. Det vil i den grad give bagslag, hvis man skiller sig af med de medarbejdere, der via deres tætte kontakter til ansvarlige virksomheder giver udsatte ledige nyt håb om en plads på arbejdsmarkedet.

Ved kommunalvalget den 18. november har vi brug for at få valgt nogle østjyske politikere, der vil holde hånden under vores ledige medborgere. For uden de nødvendige ressourcer kan hverken kommunerne eller de ansatte tage hånd om de udsatte ledige, der så gerne igen vil tage del i vores arbejdsfællesskab. Det handler ikke bare om penge. Det handler om mennesker. Husk det, når du går i stemmeboksen til november.