Første tegn på stress

Mennesker, der bliver syge af stress, har været alt for stærke alt for længe.

Sådan siger Lisbet Bladbjerg. Og hun og hendes kolleger i GoHuman har arbejdet med stressforståelse og forebyggelse i mere end 20 år og for HK i mere end 10 år, så de ved hvad de taler om.

- Det er pligtopfyldende mennesker, vi møder, der gerne vil gøre deres bedste, og så kommer man nogle gange til at holde til alt for meget alt for længe, siger hun.

Men på et tidspunkt knækker filmen, og hvis du først bliver syg af stress, så kan det være rigtig hårdt at komme på benene igen. Derfor får du her en lille og enkel guide til at genkende de tidlige tegn, så du forhåbentlig kan nå at hive i bremsen, før travlhed bliver til stress.

Udfordringen er, at når du har været stresspåvirket over en længere periode, så sender dine binyrer ekstra meget af hormonet kortisol ud i din krop, og det påvirker dit system, så du ikke kan mærke, hvordan du har det. Du mister din selverkendelse - forklarer Lisbet Bladbjerg og udbryder:

- Og så bliver det dæleme svært at mærke, hvornår du skal sige stop.

Derfor får du her den ene ting, du skal vide, så du kan genkende tegnene, før du bliver syg.

Hvordan reagerer du helt specifikt?

Lisbeth
Lisbeth Bladbjerg fra GoHuman.

Kroppens reaktioner på overbelastning varierer fra person til person. Hvis du læser en liste over typiske symptomer på stress, så kan det være, at du ikke har netop de specifikke reaktioner, men at du har nogle helt andre.

Hvordan plejer netop DU at reagere, når du har været presset i en længere periode? Det er det, du skal vide.

Det kan være, at du sover dårligt, men det kan også være, at du sover helt fint, men til gengæld har du mistet appetitten, har nakkespændinger og er i dårligt humør.

- Jeg ved, at når jeg er presset og har været det i længere tid, så vågner jeg med hovedpine, helt uden at vide hvorfor. Jeg bliver også irriteret og mister lysten til socialt samvær, fortæller Lisbet Bladbjerg.

Det kan være, at du snerrer ad folk, at du ikke kan overskue forandringer, hverken i dit arbejde eller i de planer du laver med dine venner, at du har ondt i kroppen eller mangler energi. Men du kender dig selv bedst.

Hvad er de signaler, du selv oplever, når du har været presset for længe?

Når du ved det, ved du også, hvornår det er på tide at gøre noget.

Hvad skal du så gøre?

Det kan som sagt være svært selv at opdage det, når du er begyndt at reagere. Derfor er det nemmest, hvis du har nogen, der kan hjælpe dig. Familie, venner eller kolleger, der kan fortælle dig, hvad de oplever og så sige, at det er på tide at få hevet i den bremse.

Lisbet Bladbjerg har allieret sig med sine kolleger i det, hun kalder et ”SOS-makkerskab”: SOS = ”Signaler om stress”.

- Ligesom der er nogle signaler jeg selv oplever, er der nogle andre signaler jeg sender, som mennesker omkring mig bliver opmærksomme på. Så når mine kolleger oplever, at jeg snerrer ad dem, bliver kort for hovedet og brokker mig over, at jeg synes andre mennesker er dumme, så prikker de mig på skulderen og siger ’nu er det nu, Lisbet - der er noget, der skal justeres’.

Hvis du ikke har nogen, der kan være opmærksom på dig på den måde, så er Lisbets råd, at du fx sætter en reminder i din kalender.

- Mind dig selv om, en gang om måneden, at du skal mærke efter, hvordan du har det, så du kan blive opmærksom på dine tidlige tegn på stress, siger hun.

Scan dig selv for de symptomer, du plejer at få, når du har været presset for længe. Har jeg sovet dårligt, har jeg haft overskud til socialt samvær, har jeg haft uforklarlige hovedpiner, har tankerne myldret derudaf? Tag et SOS - tjek og se, om der er noget du skal lave om på, så du kommer i balance igen.

Lad os hjælpe dig

Når du er blevet opmærksom på, at der er noget galt, så skal du også gøre noget ved situationen. Ellers eskalerer den, og så er det, at du risikerer at blive syg af stress.

Tal med os i HK, hvis du har brug for rådgivning, når du skal tale med din chef om din trivsel, din arbejdsmængde, dit arbejdsmiljø osv., så hjælper vi dig.

Du kan også få forebyggende samtaler med Falcks Trivselslinje gennem dit medlemskab af HK Privat.

Hvis du er bange for, om du er - eller er ved at blive - syg af stress, så skal du tale med din læge.

Kontakt os i HK, så vi kan hjælpe dig her: Ring 70 11 45 45.