
Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal. Foto: Lars Pryds
Borgerens vej tilbage i beskæftigelse og virksomhedernes behov for arbejdskraft er udgangspunktet for de nye værktøjer, HK Kommunal, KL og socialrådgiverne netop har sat i søen.
Baggrunden er, at beskæftigelsesreformen giver mere plads til, at medarbejderne skal træffe valg ud fra den konkrete situation og ud fra borgernes samt virksomhedernes behov.
Evnen til at arbejde ud fra lokale strukturer på arbejdsmarkedet og til at anvende digitale redskaber i opgaveløsningen er blandt de kompetencefelter, de tre parter præsenterer.
Tilpasning af indsatsen i samarbejde med borgeren og evnen til at omsætte viden om virksomheder og arbejdsmarkedstendenser indgår også i de nye pejlemærker.
Faglighed og helhedsorienteret indsats
HK, KL og socialrådgiverne præsenter i alt seks såkaldte videns- og kompetencefelter. De har alle til formål at styrke medarbejdernes faglighed og sikre en helhedsorienteret indsats, der både understøtter borgere og virksomheder.
Felterne er ikke nye i beskæftigelsesindsatsen, men reformen forskyder tyngdepunkterne.
Anbefalingerne er resultat af et nyt Fremfærd Borger-projekt, der har samlet kommuner, organisationer og uddannelsesaktører om at opdatere de faglige profiler for beskæftigelse.
Rette værktøjer
Det nye værktøj bygger ifølge Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal, videre på den stærke faglighed, medarbejderne i beskæftigelsesindsatsen allerede nu bringer i spil.
- Samtidig giver de opdaterede, faglige profiler et stærkt afsæt for at udvikle kompetencerne i takt med de nye krav og muligheder, beskæftigelsesreformen rummer. For det er oplagt, at man ikke med succes kan gennemføre alletiders mest markante ændring af beskæftigelsesområdet uden, at man giver medarbejderne de rette værktøjer at arbejde med, siger Kasper Ejlertsen.
Næstformanden tilføjer, at det handler om at styrke den professionelle dømmekraft blandt HK’s dygtige medlemmer yderligere.
Hver af de seks nye felter beskrives på et grundlæggende niveau, som alle medarbejdere forventes at mestre, samt på et specialiseret niveau, som kun nogle medarbejdere bør besidde.
- Arbejdsmarked & Uddannelse:
Evnen til at arbejde efterspørgselsorienteret ud fra viden om nationale, regionale og lokale erhvervs- og arbejdsmarkedsstrukturer – herunder branchespecifikke muligheder og krav. - Lov & Myndighed:
Evnen til at omsætte lovgivningen til løsninger, der overholder lovens krav og understøtter progression i det enkelte forløb. - IT & Digital:
Evnen til at anvende digitale redskaber som en integreret del af indsatsen i mødet med virksomheder og borgere. - Borgernære Metoder & Virkning:
Evnen til at tilpasse indsatsen og skabe ejerskab i samarbejdet med borgeren baseret på fagligt skøn og dokumenteret viden om effekt. - Virksomhedsvendte Metoder & Virkning:
Evnen til at omsætte viden om arbejdsmarkedstendenser og lokale styrkepositioner til bæredygtige match. - Netværk & Facilitering:
Evnen til at samarbejde og skabe fremdrift om fælles løsninger på tværs af aktører og sektorer.