Formand for HK Kommunal, Lene Roed, er glad for de pejlemærker, som bestyrelsen har vedtaget. Foto: Louise Munksgaard

HK Kommunal har vedtaget 5 pejlemærker, der skal sætte retningen for, hvordan kommuner og regioner arbejder med kunstig intelligens. Målet er, at teknologien bliver en reel gevinst i hverdagen – både for borgere og medarbejdere.

Formand for HK Kommunal, Lene Roed, forklarer baggrunden for de nye pejlemærker:

– Mange arbejdspladser leder lige nu efter en ansvarlig måde at komme i gang med AI. Med pejlemærkerne giver vi medlemmerne et fælles ståsted, de kan bruge i dialogen med deres ledelse og kolleger. De skal sikre, at teknologien indføres med respekt for faglighed, kvalitet og borgernes retssikkerhed, og at medarbejderne bliver taget med fra start, siger hun.

AI fylder mere i opgaveløsningen, og udviklingen går stærkt. Men nye værktøjer kan skabe fejl, frustrationer og øget arbejdspres, hvis de indføres for hurtigt eller uden viden om, hvordan arbejdet løses i praksis. Derfor slår pejlemærkerne fast, at medarbejdere skal inddrages tidligt, og at der skal være tydelige rammer for brugen af teknologien.

  1. AI skal virke i praksis, ikke bare på papiret
    AI-løsninger skal afprøves tæt sammen med medarbejderne, inden gevinster indregnes. Nye opgaver som dataklargøring og support skal anerkendes og finansieres.

  2. AI skal styrke faglighed og kvalitet – men kræver investering
    Teknologien må ikke gå ud over serviceniveauet. Menneskelig dømmekraft skal altid indgå, og der skal afsættes midler til drift, implementering og opkvalificering.

  3. Borgernes tillid bygger på retssikkerhed
    Beslutningsspor skal være gennemsigtige, og borgerne skal kunne få en forklaring fra et menneske. AI må aldrig stå alene i afgørelser.

  4. HK’erne skal have AI-kompetencer
    Når opgaver ændres, skal medarbejdere klædes på med ny viden. Kompetenceudvikling i AI, etik og datasikkerhed er en forudsætning for kvalitet og trivsel.

  5. AI kræver strategi, ledelse og medarbejderinvolvering fra start
    Teknologi må ikke indføres for teknologiens skyld. Tydelige rammer og tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere er nødvendigt for at undgå fejl og frustrationer.

 

Få nye digitale og teknologiske kompetencer

Med ny viden og færdigheder indenfor AI og Informations- og cybersikkerhed kan du være med til at løfte opgaver på nye måde og påtage dig nye roller.

HK og KL har i samarbejde udviklet en række kurser, der giver dig relevante kompetencer. Kurserne udbydes i hele landet. 

Se dine muligheder