Det blev et inspirerende kig ind i en arbejdsdag for en engageret HK’er i Regionshuset i Viborg, og samtidigt blev det til en snak om at være én af de ”usynlige hænder”, som HK’ere ofte beskrives som.

- Jeg har mødt Mette før, men det var meget inspirerende at få et dybere indblik i hendes opgaver og høre, hvordan hun hver dag bidrager til at få det hele til at gå op i en højere enhed. Hendes engagement som HK’er er tydeligt i en tid med store forandringer, og med en sundhedsreform undervejs er det helt afgørende at forstå, hvordan de administrative medarbejdere er en bærende del af velfærdens maskinrum, siger Lene Buhl.

Mette Lybæk Kristensen er uddannet kontorelev, og arbejder i dag som assistent i Regionshuset i Viborg i afdelingen Koncern Kvalitet, Kvalitet og lægemidler. Her har hun været ansat i 6 år.

Hun er en af de vigtige HK’ere, der hver dag får samspillet mellem funktioner i Regionen til at spille sammen. 

- Jeg arbejder primært med kvalitet i primærsektoren, heraf hovedsageligt almen praksis, hvor vi bl.a. leverer data til deres kvalitetsklynger. I vores regionale klyngeteam er vi en håndfuld AC’ere, en lægekonsulent og jeg. Vi skal sammen stå for at understøtte lægernes kvalitetsarbejde bl.a. med data. Deres arbejde og deres faglige diskussioner skal være dataunderstøttet, og det hjælper vi med. Ligeledes hjælper vi med at dagsordenssætte relevante temaer i deres kvalitetsarbejde, fortæller Mette.

 

En blæksprutte med overblik 

Mette beskriver sin rolle i teamet som blæksprutten, der får bundet alle ender sammen:

- Min opgave er vel i bund og grund at binde det hele sammen og få tingene til at glide. Det lærer man som kontorelev. Fokus på alt det omkringliggende er kerneopgaven for os, og det er en del af vores dna at have styr på det. Hele debatten om ”varme hænder” er svær at forstå, for hvad betyder det? Hvilke hænder har HK’ere? Hvis vores ”usynlige hænder” forsvandt, ville det ret hurtigt vise sig i kvaliteten.

Netop disse kvalifikationer, genkender Lene i høj grad fra andre HK’ere: 

- Det er netop dén rolle, mange af vores medlemmer har. Benzinen i samarbejdet, kan man også sige. HK’erne er ofte dem, der har helhedstænkningen af en arbejdsplads indbygget i sig – både i forhold til det faglige, men også på arbejdspladsen. De har overblik, struktur og samler op.

- Det er også derfor, vi taler om rette kompetencer til rette opgaver. AC’erne kan noget andet end HK’erne og det er vigtigt at skelne og også værdsætte det, som HK’erne bringer med sig af kernekompetencer, som er helt centrale for, at kerneydelserne kan leveres - selvfølgelig i samspil med andre faggrupper, siger Lene. 

 

Sundhedsreformen sker ikke kun på hospitalerne


Foruden sin rolle som assistent, er Mette også tillidsrepræsentant for medarbejdere ansat på HK overenskomst i Koncern Kvalitet, Sundhedsplanlægning og Regional Udvikling.

Forandringerne i forbindelse med sundhedsreformen, mærker en del HK’ere til allerede. 

- I min egen afdeling er vi stadig i en proces med mange ubekendte. Generelt er sundhedsreformen et helt nyt puslespil, der skal lægges, og der mangler en del lovpakker endnu. Det er en krævende proces, hvor vi generelt i Regionshuset og psykiatrien mærker forandringerne. Nogle har måtte sige farvel til kolleger gennem mange år, og nogle får også helt nye arbejdsopgaver på baggrund af en helt ny struktur, siger Mette.

I en tid, hvor reformerne står i kø, er mange af HK’s medlemmer nødt til at være omstillingsparate i deres hverdag, hvilket er en udfordring, som kan anerkendes langt højere, ifølge Lene Buhl: 

- Jeg mener ikke, det kan siges nok; vi skal hædre de hænder og hjerner, der får velfærdssamfundet til at fungere. Det er også vigtigt for mig at tydeliggøre, hvilken rolle vores medlemmer spiller i administrationen, og hvor vigtig en brik de er for at binde hele systemet sammen.  

- Det har derfor været en skøn oplevelse at være på besøg i Regionshuset hos Mette. Der ligger en stor opgave i at blive ved med at tydeliggøre budskabet om at lade de rette kompetencer udføre de rette opgaver – også i fremtiden, afslutter Lene.