vindmøller

Årets klimatopmøde i Brasilien finder sted i en tid, hvor klimaet er rutsjet ned ad den globale dagsorden, og modvinden til den grønne omstilling tager til.

Til trods for det svarer knap 7 ud af 10 (68 procent), at det er vigtigt, at deres pensionsselskab fortsat bidrager til at håndtere klimaudfordringerne – blandt andet ved at fokusere på at sænke CO2-udledningen fra investeringerne. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension blandt 1.000 danskere.

- I denne tid, hvor vi markerer 10-året for Paris-aftalen, skorter det desværre ikke på nedslående nyheder på klimaområdet. Det gælder selvfølgelig ikke mindst de stadig hyppigere - og skræmmende - eksempler på ekstremt vejr. Men samtidig ser vi blandt andet også, at Trump-administrationen konsekvent forsøger at stikke en kæp i hjulet på den globale klimaindsats, ligesom en række store virksomheder nedskalerer deres grønne ambitioner, siger Hasse Jørgensen, administrerende direktør i Sampension.

Men det skal ikke sætte en stopper for klimaindsatsen, mener Hasse Jørgensen.

- Det er en trist udvikling, som uden tvivl har gjort den grønne omstilling vanskeligere. Men det må ikke bremse os. Tværtimod er det vigtigere end nogensinde, at vi sender et signal om, at klimaet ikke er ligegyldigt, og at vi ikke kaster håndklædet i ringen. Det gælder naturligvis også pensionsselskaberne, og her er vi meget enige med danskerne, siger Hasse Jørgensen.

Derfor arbejder Sampension fortsat målrettet på at sænke klimaftrykket fra investeringerne.

Fx er det et klart mål at have reduceret CO2-udledningen fra den samlede investeringsportefølje med 45 procent i 2030, hvilket skal bidrage til, at investeringsporteføljen i 2050 er CO2-neutral.