Impostor syndrome

Din chef roser dig.

Du tænker: Pyha… han opdagede heller ikke i dag, at jeg faktisk ikke aner, hvad jeg laver.

Når du fx begynder i et nyt job, så er det nemt at tvivle på, om du nu også gør dit arbejde godt nok. Sådan har de fleste det, når de er nye. Men tvivlen skulle gerne blive mindre, i takt med at du får mere erfaring.

Men hvis du bliver ved med at tænke, at du burde være bedre, på trods af at du ikke får kritik (måske får du endda ros), og du samtidig er bange for, at din chef opdager din inkompetence lige om lidt, så kan det være impostor syndrome.

Og det er ikke bare en følelse, for når du tvivler på dine egne evner og frygter at blive afsløret, så skaber det reelle problemer for dig i dit arbejdsliv:

  • Hvis du aldrig føler, at du har gjort det godt nok, så er det svært at lægge arbejdet fra dig. Du kan altid lige gøre lidt mere eller tjekke det en gang til.

  • Omvendt kan det også få dig til at lave overspringshandlinger og udskyde dine opgaver, fordi tvivlen på dine egne evner lammer dig så meget, at opgaven bliver uoverskuelig at gå i gang med.

Psykolog Marie Gamborg Laursen besøgte vores podcast ”Hej Arbejdsliv” for nyligt for at fortælle om fænomenet.

Her får du hendes gode råd til at håndtere følelsen af ikke at være god nok. Og hvis du har lyst til mere, kan du høre podcasten med Marie lige her:

 

Gode råd: Sådan kan du håndtere det, når impostor-følelserne rammer dig

Læg mærke til, hvordan usikkerheden viser sig hos dig

Bliver du fx handlingslammet og føler, du slet ikke kan finde ud af at løse opgaven?

Eller overkompenserer du og sidder med opgaven alt for længe? Tager lige computeren op en sidste gang om aftenen, selvom opgaven er færdig.

Det kan også være, at du gør en stor undskyldning ud af dig selv over for kolleger eller studiekammerater, når tingene går godt og siger ting som: ”jeg var jo bare heldig…”.


Udfordr dig selv, når tvivlen og frygten rammer

Lav små aftaler med dig selv:

  • Fx at du ikke må tage computeren op ad tasken, når du kommer hjem, eller at du skal stoppe dig selv, inden du begynder at komme med undskyldninger, når du får ros.

 

Det kan godt føles ubehageligt i situationen, men hvis du får en ny erfaring om, at opgaven er løst fint, selvom du ikke brugte din aften på den, så er du allerede et nyt sted.

Find ud af, hvad påvirker dig

  • Det kan godt være, at du ikke kan ændre de ting, du bliver påvirket af, og som trigger impostor-følelserne hos dig, men det kan måske være med til, at du ser med lidt mildere øjne på dig selv.


Sig det højt

  • Tal med nogen, du er tryg ved. Du behøver ikke krænge dit hjerte ud over for din chef, hvis ikke du synes, det føles rart, men måske har du en tæt kollega eller medstuderende.

 

Det er nemlig en klassisk misforståelse, at det kun er dig, der har det sådan, og at alle andre har helt styr på det.

Det er så klassisk, at man sidder til et møde og ikke tør sige højt, at man faktisk ikke har forstået, hvad der er blevet sagt, men i virkeligheden, er der mange andre, der heller ikke har.

Du kan sagtens føle dig usikker, samtidig med du er god til dit arbejde.

Bed om konkret feedback

  • Når nogen roser dig, men du har svært ved at tro på det, så søg konstruktiv feedback. Få rosen uddybet, så du ved, hvad det er, der var godt. Så bliver det noget, du ikke bare kan affeje med ”hun ville nok bare være sød”, eller ”hun har nok slet ikke læst det”.

 

Tal med Karrieretelefonen, hvis du har spørgsmål til dit arbejdsliv og karriere. De ved også en masse om trivsel, så ring eller skriv til dem, når du har brug for hjælp 

Hvad er impostor syndrome?

  • Impostor syndrome er en betegnelse for, hvad man kunne kalde et professionelt mindreværdskompleks
  • Du tvivler på dine evner på trods af, at du faktisk gør dit arbejde godt og måske endda får ros af chefer og kolleger
  • Og du tror, at andre bare ikke har opdaget, at du ikke er dygtig nok. Derfor ser du dig selv som en bedrager, der snyder andre, og som kan blive afsløret, når din chef og kolleger en dag opdager, at du slet ikke er god nok (deraf navnet ”impostor syndrome)