Robot

Du holder boldene i luften, er både en ørn og en blæksprutte, og så brænder du for administrative opgaver. Det er svært nok at skrive fængende jobansøgninger, når det er et menneske, der læser dem.

Men hvad nu, hvis det er kunstig intelligens, der skal vurdere, om du kommer til jobsamtale, så du kan få et job og betale din husleje?

Det kan det nemlig godt være.

Læs med og find ud af, hvordan HR bruger AI til at finde nye medarbejdere, og hvordan du skal skrive jobansøgning og CV i dag for at komme igennem robotternes nåleøje.

AI screener jobsøgere

Ifølge den årlige rekrutteringsanalyse fra konsulenthuset Ballisager er brugen af AI i rekruttering steget meget på kort tid.

Fra 2 % i 2023 til 32 % 2025.

Det er selvfølgelig ikke det samme som, at hver 3. virksomhed bruger AI til at sortere dit CV til og fra, for der er også andre ting, virksomhederne kan bruge AI til i deres rekruttering. Fx til at formulere jobopslag. Men tallet siger noget om, hvor hurtigt udviklingen går.

Men i rekrutteringsanalysen svarer virksomhederne faktisk også direkte på, om de bruger kunstig intelligens i screeningen af kandidater.

Her svarer 5 % af de store private virksomheder og 3 % af de små, at det gør de.

Christian Sylvester ejer konsulentfirmaet Sylvester & co. hvor han rådgiver og underviser HR-og rekrutteringsafdelinger og bl.a. også hjælper virksomheder med at integrere AI i deres HR-processer.

Og så bruger han selv kunstig intelligens til at læse ansøgninger og CV’er igennem, så maskinen kan hjælpe ham med hurtigere at finde frem til de mest relevante kandidater, forklarer han.

- Vi bruger selv AI som et screeningsværktøj, der kan læse ansøgninger og CV’er igennem, før vi selv gør det. Den mulighed er en fast bestanddel af de fleste rekrutteringssystemer på markedet i dag, som HR-afdelinger anvender. Det betyder, at systemer kan sortere åbenlyst irrelevante profiler fra, så HR kan bruge tiden på at vurdere de kandidater, der passer bedst til opgaven, fortæller Christian Sylvester.

Han understreger dog, at AI skal supplere en menneskelig vurdering af ansøgerne, ikke være en erstatning.

Sådan kan du bruge AI i din jobsøgning

Ligesom arbejdsgiverne bruger AI, når de leder efter nye medarbejdere, kan du naturligvis også benytte dig af de muligheder, som kunstig intelligens giver dig. I vores podcast ”Hej Arbejdsliv” giver HK’s karrierevejleder Tine Asmussen bl.a. de her råd: 
  • ChatGPT kan hjælpe dig med at analysere stillingsopslaget og finde ud af, hvor dit CV matcher jobbet.
  • Den kan hjælpe dig med research til din ansøgning, fx hvad en virksomhed siger om sig selv, som kan være godt at tale ind i.
  • Og så kan du bede den om forslag til, hvad du skal fokusere på i din ansøgning.
Vis mere

Din LinkedIn skal lyse som et juletræ

Christian Sylvester rådgiver også HR-afdelinger, om hvordan de kan bruge kunstig intelligens til at finde kandidater via LinkedIn, hvor AI-teknologien kan matche profiler med virksomhedens ønsker.

- Vi bygger chatbots, som kan søge efter profiler ud fra bestemte nøgleord og kompetencer. Når den finder en profil, der matcher, viser den, hvor godt kandidaten passer. Det gør arbejdet hurtigere, men HR bør altid foretage den endelige vurdering selv, siger han.

Det fungerer som en form for digital søgning, fortæller han, hvor det er vigtigt, at din profil ”lyser op som et juletræ” - ikke kun med de rigtige nøgleord, men også med ”tydelighed, professionalisme og autenticitet”.

- AI kan nemt finde dig, men det er stadig mennesker, der skal hyre dig. Derfor skal din LinkedIn-profil ikke kun være teknisk optimeret, men også afspejle, hvem du er som person og professionel, siger Christian Sylvester.

GUIDE: Hvad skal du gøre for at slippe igennem den kunstige intelligens’ nåleøje?

Det, du skal vide, ifølge Christian Sylvester, er, at kunstig intelligens ikke tænker selv. Den har fået at vide, hvad den skal lede efter i de CV’er og ansøgninger, den læser.

Og det, som den - helt uden tvivl - vil have fået at vide, at den skal lede efter, er det, der står i jobopslaget.

Derfor skal du først og fremmest være god til at bruge de rigtige nøgleord i din ansøgning, i dit CV og på din LinkedIn-profil.

  • De rigtige nøgleord er dem, som virksomheden selv bruger i deres jobopslag.
  • Men det er også synonymerne for de samme nøgleord.
  • Er ordene der ikke, så risikerer din ansøgning og CV at blive frasorteret.


Men når det så er sagt, vil Christian Sylvester gerne minde dig om, at din jobsøgning stadig skal handle om at vise, hvem du er, ikke om at optimere en algoritme. Så en sidste pointe er:

  • Det er stadig mennesker, der skal ansætte dig. Så tænk i personlig og professionel branding: Hvem er du som person og som medarbejder, hvad kan du, og hvad kan du bidrage med. Det er det, nøgleordene skal være pakket ind i.

Heldigvis, kan man sige, så er det faktisk det, du altid skal have været god til.

For når det er et menneske, der læser dit CV, kan du stadig blive frasorteret, hvis du ikke har målrettet dit CV til lige præcis det job, du søger.

Sådan skriver du et godt CV til både robotten og mennesket

Derfor får du her Louise Theil Bocks gode råd til, hvad du skal gøre med dit CV og din ansøgning. Hun leder HK’s Karrieretelefon og er vant til at vejlede og sparre med medlemmer som dig om deres karriere, arbejdsliv og jobsøgning.
  • Drop det statiske CV. Dit CV skal være målrettet det job, du søger
  • Giv det et gennemskriv hver gang du søger job
  • Brug de passende nøgleord for netop den stilling og branche
  • Beskriv dine opgaver, dit ansvar og dine resultater (beskriv konkrete eksempler på, hvad dit arbejder skaber af værdi) i dine tidligere stillinger
  • Du skal have alle dine stillinger med, så der ikke opstår huller i CV’et, men du skal gøre mest ud af de stillinger, som er mest relevante for jobbet, du søge
Vis mere
ere

Hør afsnittet af ”Hej Arbejdsliv” om AI og jobsøgning og få gode råd til din jobsøgning her:

 



Er du medlem af HK, kan du få vejledning hos vores karrierevejledere ved at kontakte Karrieretelefon på tlf. 33304460.

Du kan også skrive eller booke en til vejledning på dit CV og ansøgning her

Eksempler på virksomheders brug af AI

Indtil nu er der kun få offentligt tilgængelige eksempler på virksomheder, der fx får læst og screenet CV’er med hjælp fra AI. Men søger du efter det, vil du se, at rekrutteringsfirmaer reklamerer med, at de kan hjælpe virksomheder med bl.a. det.

Fx omtaler Microsofts selv på deres hjemmeside, at deres kunstige Intelligens, Co-Pilot, kan bruges til fx ”screening af CV'er, planlægning af jobsamtaler og udvælge kandidater.”

Men der er også andre måder, AI kan bruges i rekruttering.

Joe & the Juice har fx afskaffet kravet om ansøgning og CV for at søge job bag deres juicediske. I stedet taler ansøgeren med en chatbot, og svarene bliver analyseret og scoret i systemet, har virksomheden fortalt til Berlingske Tidende tidligere i år.

Og smykkefirmaet Pandora har i år fortalt TV2, at jobansøgere hos dem også kan møde en chatbot.