Black Friday arbejdstider

Her er de vigtigste regler om din arbejdstid Black Friday. Foto: Colourbox (redigeret)

For mange handelsansatte er Black Friday lig med lange arbejdsdage og ekstra travlhed, men selvom der er travlt, har du stadig en række rettigheder i forhold til din arbejdstid.

Aftenarbejde:

  • På overenskomst: Som udgangspunkt højst 2 aftener efter kl. 17:45 pr. uge og ikke mere end hver anden lørdag efter kl. 14:15. 
  • Uden overenskomst: Der er i udgangspunktet ingen begrænsninger for aftenarbejde. Tjek evt. din ansættelseskontrakt eller personalehåndbogen for at se, hvilke regler der gælder på din arbejdsplads.

Maksimal arbejdstid:

  • Hviletid: Du har i udgangspunktet ret til en sammenhængende hvileperiode på mindst 11 timer for hver periode på 24 timer. Men din arbejdsgiver har mulighed for at nedsætte de 11 timer til 8 timer 14 dage om året i forbindelse med f.eks. statusopgørelser, udsalg og altså også Black Friday. Din arbejdsgiver SKAL dog drøfte det med enten en tillidsvalgt eller medarbejderne først.
  • Pauser: Du har krav på mindst 30 minutters pause ved arbejdsdage over 5 timer, hvis du er på overenskomst. Ellers har du krav på en pause, når din arbejdsdag er mere end 6 timer

Overarbejde:

  • På overenskomst: Hvis din chef vil have dig til at arbejde over, skal du have et tillæg, medmindre du er på funktionsløn/jobløn.
  • Uden overenskomst: Tjek din ansættelseskontrakt eller personalehåndbogen for at se, hvilke regler der gælder på din arbejdsplads, og om du eventuelt har ret til tillæg.