
- Politikerne vil ofte gerne øge statens udgifter. Men de skal huske, hvor indtægterne kommer fra. Og når det gælder medarbejderne i Skatteforvaltningen er det værd at erindre, at de er en indtægt for statskassen, siger HK Stats formand Heidi Juhl Pedersen. Her sammen med formand for landsklubben HK Skat Jacob Leth Halldorsson.
Som et led i regeringens spareplaner blev det mandag den 24. november meldt ud, at 610-640 stillinger skal spares væk i Skatteforvaltningen. I nyheden fra Skatteministeriet lyder begrundelsen, at Skatteforvaltningen i dag står 'et bedre sted med en styrket skattekontrol, en fungerende inddrivelse af gæld til det offentlige, ligesom boligejerne har fået en ny ejendomsvurdering'.
HK Stat ser med stor alvor på regeringens plan. En effektiv og robust skatteforvaltning er fundamentet for finansieringen af samfundets udgifter og for borgernes tillid.
- Et velfungerende skattevæsen med effektiv kontrol er afgørende for finansieringen af vores velfærdssamfund og for borgernes retsfølelse. Skatteforvaltningen er stadig ved at genopbygge og rydde op efter de fejlslagne besparelser, som har kostet hele samfundet et meget stort milliardbeløb. Derfor har vi meget svært ved at forstå, at regeringen nu vil gennemføre så markante besparelser og vi kan frygte, at det bliver nemmere at snyde i skat, siger formand i HK Stat Heidi Juhl Pedersen.
Skattevæsenet har i en lang årrække været udsultet, hvilket har kostet samfundet milliarder og ført til alt for let spil for svindlere.
- Medierne har i de senere år været fulde af eksempler på massiv og kompliceret svindel, og myndighederne skal kæmpe mod stadigt mere kreative danske og internationale kriminelle. Et bredt politisk flertal har bakket op om en langt stærkere skatteforvaltning, og derfor vil vi opfordre politikerne til at fortsætte genopbygningen og holde godt øje med, hvilke indsatser som der nu ikke bliver penge til at gennemføre.
Der mangler stadig oprydning
For Jacob Leth Halldorsson, formand for Landsklubben HK Skat, har mandagen været en tung dag med møder om de kommende fyringer dagen igennem, fortæller han.
- Det er rigtig træls lige nu. Vi har haft ansættelsesstop og havde ikke forventet så store nedskæringer. Med genopretningen, som efterhånden er godt i gang, finder vi jo nogle flere af dem, der snyder i skat, men der er stadig et skattegab, og der er stadig væsentlige oprydningsopgaver.
Tillidsfolkene i Skatteforvaltningen vidste godt, at regeringen havde udset deres arbejdsgiver til at spare, men antallet på 610-640 kom bag på dem.
Som medlem af HK Stat er du omfattet af HK Lønforsikring, hvis du opfylder betingelserne.
Du kan også benytte HK’s tilbud Kom godt videre, når du er blevet opsagt.
- Det kan nu blive lidt lettere at snyde med skatten eller momsen. Det kan tage længere, før vi får ryddet op i de gamle gældsposter. Og vi kan gå glip at nogle gevinster ved nye it-systemer eller AI-løsninger, mener Jacob Leth Halldorsson, der er formand for de cirka 4.500 HK-ansatte i Skatteforvaltningen.
Utroligt dårlig timing
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår de enkelte medarbejdere får besked om, hvem der skal afskediges. Afvejningen står ifølge HK Stats oplysninger mellem at give omkring 600 mennesker en fyreseddel med hjem til jul og at sende 10.000 mennesker hjem på juleferie med den store usikkerhed, at fyringsrunden venter i januar. Meget tyder på, at det bliver kort inden jul, og under alle omstændigheder ærgrer Jacob Leth Halldorsson sig over den timing.
- Vi er chokerede over timingen. Vi undrer os over, at det kommer nu, når man har kendt økonomien i et stykke tid. Vi kender ikke processen, men står nu med en organisation i stor usikkerhed, og jeg synes, det er rigtig ærgerligt og utrolig dårligt timet, siger han.
Fakta