Af Nathali Degn, Gitte Jul Gilbert og Ole Dam, fællestillidsrepræsentanter for HK Kommunal Østjylland på Regionshospitalet Randers og Aarhus Universitetshospital

Patient. Foto: Region Midtjylland
Alligevel er der igen lagt op til at spare på administrationen.
Det sker samtidig med, at regeringen og regionerne har indgået en økonomiaftale, som giver et stærkere grundlag for at udvikle sundhedsvæsenet. Men når de samme midler udhules af administrative besparelser, risikerer vi, at de gode intentioner bliver sat over styr.
Vi vil gerne minde politikerne i Region Midtjylland og på Christiansborg om, at administration ikke er bureaukrati – det er fundamentet i et velfungerende sundhedsvæsen.
Når der skæres i de administrative led og funktioner, forsvinder opgaverne ikke. De lander bare hos andre. Og så er det pludselig en læge, der må bruge aftenen på at booke operationer eller koordinere scanningssvar i stedet for at bruge sin tid på patienterne.
For blot to år siden forsvandt 15-20 procent af de administrative medarbejdere i hospitalsstabene. Opgaverne blev ikke færre – de blev blot fordelt på færre hænder. Det har haft konsekvenser for både kvaliteten, tempoet og arbejdsmiljøet.
Vi har forståelse for, at besparelserne på administration kommer som følge af krav fra regeringen. Men regionsrådet har stadig et ansvar for, hvordan midlerne fordeles lokalt, og hvor man vælger at lægge trykket. Vi opfordrer derfor de nyvalgte og genvalgte politikere i Region Midtjylland til at prioritere de administrative funktioner, som får hele maskinen til at køre.
Hver gang man sparer en administrativ medarbejder væk, bliver der mindre tid til patienterne, større risiko for fejl og et dårligere arbejdsmiljø for alle.
Det er ikke udvikling.
Det er afvikling.
Og det har ingen af os fortjent.