Foto: Colourbox

Seniorer får i stigende grad foden indenfor på nye arbejdspladser, men risikoen for at blive sorteret fra på grund af alder eksisterer stadig.<
Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at næsten 50.000 danskere over 60 år fik nyt job i 2024. Det er næsten dobbelt så mange som for ti år siden. Udviklingen tolkes som et tegn på, at arbejdsgiverne i højere grad anerkender ældres værdi på arbejdsmarkedet.

– Tallene er meget opløftende læsning. Det er et stort antal job, hvor virksomhederne har ansat folk over 60 år. Det viser, at der er en stigende efterspørgsel efter seniorerne hos virksomhederne, siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef hos Dansk Erhverv, til Berlingske.

Et arbejdsmarked i forandring

Ifølge Mona Larsen, der forsker i seniorarbejdsliv hos VIVE, er det ikke kun virksomhedernes holdninger, der har ændret sig. Også seniorernes lyst til at blive på arbejdsmarkedet spiller en rolle.

– Der er sket noget nyt. Seniorer vil gerne blive på jobbet. Og virksomhederne vil gerne have dem, siger Mona Larsen til Berlingske.

Udviklingen tilskrives både politiske reformer og gode konjunkturer, men især den stigende pensionsalder spiller en rolle. Ifølge Mona Larsen giver det ældre medarbejdere mod på at søge nye muligheder, hvis de ikke trives i deres nuværende job.

Men selvom tallene er positive, peger både fagforeninger og forskere på, at udfordringerne langt fra er løst.

– Hvis seniorer bliver opsagt, går de stadig ledige længere tid end andre, siger formand for HK Danmark, Mads Samsing, til Berlingske.

Han tilføjer, at aldersdiskrimination stadig er udbredt, og at mange arbejdsgivere sorterer ældre ansøgere fra alene på grund af fødselsdatoen. Bekymringen er, at hvis økonomien vender, risikerer seniorerne at være de første, der mister fodfæstet.

– Det må ikke være sådan, at hvis beskæftigelsen falder, at seniorerne igen har svært ved at finde arbejde. Håbet er, at det kulturelt forankrer sig hos virksomhederne, siger Mads Samsing til Berlingske.