Du er fyret. Og velkommen tilbage fra sygemeldingen i øvrigt.

Tina var tilbage på arbejde efter 2 måneders sygemelding og var blevet taget godt imod af kollegerne, men en halv time efter hun gik ind ad døren, blev hun fyret.

Den fyreseddel kom til at koste Tinas arbejdsgiver 125.000 kr..

Tina blev syg og så blev hun fyret

Jeg er så glad for, at vi kunne gå videre med sagen, så de kunne få en lærestreg, siger kliniksekretæren Tina, der blev fyret på en "unødigt krænkende" måde.

Sådan begyndte sagen: En overfusning og et jobopslag

Tina var blevet syg, efter et møde om opgaver havde taget en giftig drejning. Ud af det blå valgte hendes chef at overfuse hende så voldsomt, at hun efterfølgende sygemeldte sig.

3 uger senere slog Tinas arbejdsgiver hendes job op, mens hun stadig var syg.

Men hendes chef forsikrede hende om, at det ikke var for at erstatte hende. De slog stillingen op, fordi de havde brug for en ekstra sekretær til at løse opgaverne, sagde han. Faktisk håbede han, at Tina ville komme tilbage, sagde han. Så nu glædede Tina sig faktisk til at komme tilbage. Og dagen begyndte da også godt, kollegerne tog godt imod hende...

Og så fyrede chefen hende.

Der var ikke længere opgaver nok til hende, nu hvor de havde ansat en i et job, der lignede Tinas.

- Hvorfor skulle jeg komme tilbage efter sygemeldingen for det? Det kunne de have sagt til mig i telefonen. De havde ikke behøvet at gøre det på den måde. De gjorde mig syg, og så fyrede de mig. Jeg følte, at jeg blev gjort til grin, fortæller Tina og fortsætter:

- Jeg er så glad for, at vi kunne gå videre med sagen, så de kunne få en lærestreg.

Du må ikke fyre folk på den måde

Tina tog hurtigt kontakt til HK, og sagen blev afgjort i efteråret. Dommen var klar og tydelig:

Tinas arbejdsgiver havde slået den nye stilling op for at komme af med hende, og de havde valgt en unødigt krænkende måde at fyre hende på, vurderede dommeren.

Og fordi opsigelsen var ”unødigt krænkende” fik Tina en særligt høj godtgørelse på 125.000 kr.

- Din arbejdsgiver har pligt til at sikre et ordentligt arbejdsmiljø, som du ikke bliver syg af. Det skal være trygt at gå på arbejde. Så jeg er meget glad for, at det er blevet slået fast, at selvom din chef har ret til at fyre dig, så skal det gøres på en ordentlig måde, siger HK Privats advokat Monica J. Hovgaard, der førte sagen.

Du er pissesur

Der havde, oplevede Tina, hele tiden været et hårdt arbejdsmiljø i den tandlægeklinik, hvor hun i 5 år havde været kliniksekretær.

Men hun så den ikke komme, da hun gik ind til mødet om opgaver, og den ene chef tog ordet:

”Jeg er træt af at se dig være så pissesur. Dine kolleger synes også, du er sur. Alle synes, du er sur.”

Sådan blev det ved og ved, oplevede Tina, der følte sig fanget og ikke kunne komme væk.

Tina blev syg og så blev hun fyret

Brikkerne er faldet på plads for Tina, som i dag har fået et job, hvor de tager sig godt af hinanden.

Efter mødet skulle Tina tilbage til arbejdet, men hun var rystet og kunne ikke samle sig om opgaverne.

- Jeg var ked af det og kunne ikke se mine kolleger i øjnene, for jeg havde jo lige hørt, at de gik og sagde, jeg var sur hele tiden. Men det sad i kroppen på mig, hvor uretfærdigt det var, fortæller hun.

Tina fik i dagene efter trykken for brystet og svært ved at sove. Det var her, hun blev sygemeldt, hendes stilling blev slået op, chefen fyrede hende, og hun til sidst fik dommerens ord for, at det var en ”unødigt krænkende” måde at fyre hende på.

I dag er Tina kommet videre. Hun har fået et nyt job, som hun er glad for. Et sted, hvor de tager sig af hinanden, fortæller hun.

Men hun fortæller også, at hun ville ønske, at hun havde været mere modig og sammen med kollegerne sagt fra overfor den alt for hårde tone på den tidligere arbejdsplads:

- Hvis jeg skal give et godt råd videre, så er det at stå sammen med sine kolleger, selvom man ikke tror, at man kan. For jeg fortryder, at jeg lukkede øjnene for at komme gennem dagen, når andre blev talt grimt til, forklarer Tina.

Det kan du lære af Tinas sag

  • Hvis din chef overfuser dig, taler grimt til dig eller kritiserer dig meget
  • Hvis din chef taler grimt til eller overfuser dine kolleger
  • Hvis dit arbejdsmiljø er dårligt
  • Hvis du bliver fyret


Så er det vigtigt at have nogen at gå til.

Det er svært at sige fra, hvis det er chefen, der skaber det dårlige arbejdsmiljø, men ingen skal blive syg af at gå på arbejde.

Derfor skal du tage fat i din tillidsrepræsentant, hvis du har sådan en, ellers kan du tage fat i HK, så vi kan hjælpe dig. Det er det, vi er her for.

Derfor måtte Tinas chef ikke fyre hende

Det er sagligt at fyre en medarbejder, hvis virksomheden fx skal spare eller har brug for en anden profil. Men som arbejdsgiver må du ikke fyre en medarbejder, som i det her tilfælde, når du selv har skabt situationen med for lidt arbejde ved at ansætte en tredje medarbejder.

I den situation er opsigelsen usaglig og er reguleret i funktionærloven og af den såkaldte hovedaftale (også kendt som arbejdsmarkedets grundlov, hvor de overordnede spilleregler for samarbejdet på arbejdsmarkedet bliver beskrevet).