Odense Kommune vil oprette en kontrolgruppe til at holde øje med snyd og misbrug af midler. Foto: Mostphotos

Odense Kommune er nu så træt af de mange historier om firmaer, der malker det offentlige system – særligt på det sociale område.

Det gælder fx på bosteder, BPA-ordninger mv.

Derfor vil Odense nu etablere en særlig kontrolgruppe, der skal holde øje med firmaers snyd og misbrug af offentlige midler.

Bliver den tredje slags kontrolgruppe

Akkurat som en tilsvarende kontrolgruppe i kommunen, der ser på borgeres snyd med sociale ydelser og en anden kontrolgruppe, der tjekker social dumping.

-   Der har simpelthen været for mange eksempler, hvor folk fra bosteder har hævet meget store millionbeløb til deres egen lomme. Der har været dyre leasingaftaler på biler og vagtfirmaer hyret til fuldstændigt vanvittige beløb, siger rådmand Brian Dybro til TV2 Fyn.

Ifølge rådmandens budgetforslag vil en kontrolenhed koste 2,9 millioner kroner om året, men de penge vil formentlig blive tjent hurtigt ind, mener Brian Dybro.

Planen er, at kontrolenheden placeres under borgmesterforvaltningen i Udbuds- og Kontraktstyring og skal bestå af medarbejdere med erfaring inden for socialjura, økonomisk kontrol og efterforskning.