Hvordan opkvalificerer lederen sig i AI?
I udsendelsen om kompetenceudvikling giver Lars Aarøe Hansen, voksenspecial- og psykiatrichef i Kalundborg Kommune samt formand for HK Kommunals Chefbestyrelse sammen med Martin Jensen, chefkonsulent i Komponent og underviser på Kommunernes AI-Skole, deres bud på spørgsmål som:
Hvad kan ledere bruge generativ AI til – både i egen ledelsespraksis og i ledelsen af medarbejdere, kollegaer og organisationen som helhed? Hvilke kompetencer bør organisationen og lederne selv fokusere på at udvikle, hvis de skal kunne lede implementeringen af generativ AI med sikker hånd? Hvordan arbejder man med at opkvalificere sig som leder - både i forhold til at forstå den ny teknologi og til at lede medarbejdere gennem de forandringer, AI fører med sig? Hvordan kan man som leder bedst understøtte sig selv og sine lederkolleger i at forstå og bruge generativ AI – uden nødvendigvis at være teknologisk ekspert? Og ikke mindst, hvor man selv som leder finder støtte og sparring i spørgsmål eller tvivl om AI.
AI tvinger til en afklaring af faglighedens kerne
I den anden podcast er faglig ledelse genstand for en debat om, hvordan AI kan understøtte den eller måske snarere løbe med fagligheden i en blind tillid til teknologiens mirakler.
Her er det Troels van Dijk, centerchef i Center for Beskæftigelse i Faxe Kommune og næstformand i HK Kommunals Chefbestyrelse, som sammen med Per Gulløv Lundh Eeg, partner i konsulenthuset LEAD – Enter Next Level med ansvar for ledelse af AI og digitalisering, giver deres svar på hvilke nye krav til faglig ledelse, der følger med implementeringen af generativ kunstig intelligens. Og ikke mindst hvordan det ændrer både medarbejdernes arbejdsprocesser og metoder samt borgernes ind- og tilgang til kommunerne.
For spørgsmålet er om, generativ AI kan understøtte de faglige beslutninger og deres kvalitet, eller om den tager fagligheden fra os?
- Jeg oplever, at generativ AI faktisk kan styrke den faglige beslutningstagning – men kun hvis vi bruger den rigtigt. Den tvinger os som ledere til at tage stilling til, hvad der egentlig er faglighedens kerne. For når AI kan levere hurtige svar, skal vores opgave være at holde fast i det, der kræver dømmekraft: at fortolke, prioritere og balancere hensyn. Derfor ser jeg AI som et spejl, der skærper vores faglige bevidsthed. Den kan udvide perspektivet, men den kan ikke tage stilling på vores vegne. Fagligheden forsvinder kun, hvis vi selv stopper med at bruge den, siger Troels van Dijk.
Et tveægget AI-sværd
Han mener også, at AI kan både inspirere og forstyrre lederne i deres opfattelse af faglighed.
- Jeg oplever, at generativ AI skubber til vores forståelse af, hvad faglighed egentlig er. Mange af de klassiske faglige discipliner – analyse, sagsfremstilling, kommunikation – kan teknologien pludselig understøtte eller endda udføre hurtigere. Det kan både vække nysgerrighed og usikkerhed. Derfor står vi som ledere i en ny balance mellem at beskytte fagligheden og at udvikle den. Vi skal insistere på, at teknologien ikke er en erstatning, men et redskab til at kvalificere dømmekraften. Jeg ser det som en ny form for faglighed, hvor evnen til at stille gode spørgsmål og tænke kritisk sammen med teknologien bliver centralt.