Christina Bering Møller har været på efteruddannelse på Aarhus Business College.

 

Uanset hvad man som butiksansat drømmer om, har man et stærkt fundament fra butikken. Butiksansatte har erfaring med kunder, overblik i travle situationer og evnen til at få ting til at ske. Det er kompetencer, der er i høj kurs og som kan overføres direkte til stillinger inden for fx salg, kundeservice, indkøb, logistik, e-handel, digital handel, administration og support.

Derfor tilbyder HK Handel Østjylland sammen med Aarhus Business College et 6-ugers kursus for ledige butiksuddannede.

– Vi ved, hvor dygtige vores butiksansatte medlemmer er. I 2025 målrettede vi kurset mod handelsbranchen, og fra 2026 bliver det til både handels- og kontorbranchen, fortæller formand for HK Handel Østjylland, Heidi Dyrholm.

Christina tog springet

Christina Bering Møller har netop været på kurset. Hun er uddannet inden for detail og har de seneste år arbejdet som mercher hos Rema 1000. Hun var glad for jobbet – indtil arbejdstiderne blev svære at kombinere med et liv som nybagt mor.

 

Christina Bering Møller havde svært ved at kombinere arbejdstiderne i butik med et liv som nybagt mor.

 

Mens jeg var på barsel, kontaktede jeg HK Østjylland for at høre om mine muligheder. De fortalte om projektet, og jeg gik hurtigt derefter i gang med afklaringen. På Aarhus Business College fik jeg lavet en realkompetencevurdering og startede derefter på uddannelsen. Jeg havde faktisk svært ved at vælge, fordi mulighederne var så spændende fortæller Christina Bering Møller.

Christina var i tvivl om, hvorvidt hun skulle vælge specialet Salg eller Indkøb.

- Jeg elsker kundekontakten og har et højt servicegen. Jeg kunne virkeligt godt lide mit job som mercher, og ville gerne kunne fortsætte med nogle af de ting, jeg elskede fra detail. Omvendt syntes jeg, det kunne være superspændende, at arbejde med indkøb, hvis jeg kunne komme i en afdeling, hvor vi er flere og har det godt socialt. HK har været en stor hjælp i processen, og jeg er virkelig glad for at få karrierevejledning, fortæller Christina Bering Møller, der nu leder efter den helt rigtige praktikplads – og gerne en med kundekontakt.