
Er du ansat på overenskomst med Dansk Erhverv Arbejdsgiver eller Dansk Mode og Textil, så husk at søge om ubrugte feriefridage.
Fra 2026 bliver feriefridage (den 6. ferieuge) automatisk udbetalt, hvis du ikke når at bruge dem alle, uanset hvilken overenskomst du er på. Men er du på enten overenskomst med Dansk Erhverv Arbejdsgiver eller Dansk Mode og Textil, så gælder der i år for sidste gang en særlig regel.
Feriefridage, du blev tildelt 1. september 2024 eller løbende i perioden frem til 31. august 2025, bliver nemlig ikke automatisk udbetalt. Dem skal du selv søge om at få udbetalt hos din arbejdsgiver - og fristen er kort.
Særligt for overenskomsterne med Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Dansk Mode og Textil
Søg udbetaling mellem 1.-21. januar 2026
For at få værdien af dine ubrugte feriefridage udbetalt, skal du huske at søge hos din arbejdsgiver i årets første tre uger. Gør du ikke noget, risikerer du at miste pengene for de dage, du ikke har brugt.
Dette gælder kun ansatte på overenskomst med Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Dansk Mode og Textil. Er du ansat på en anden af HK Handels overenskomster, bliver ubrugte feriefridage automatisk udbetalt.
Du kan tjekke, hvilken overenskomst du er på via MitHk.
Tjek dine dage - og undgå at miste dine feriefridage
Det kan hurtigt blive glemt i en travl hverdag, men et hurtigt tjek af dine feriefridage kan sikre, at du ikke går glip af de penge, du har ret til. Log ind på din feriesaldo, der hvor du plejer at tjekke ferie/feriefridage, og se, hvor mange feriefridage du har tilbage.
Husk, at det her gælder for de feriefridage, som du har fået tildelt inden 1. september 2025.