
Der er travlt i butikkernes posthuse, og det kan mærkes. Nogle gange går det desværre ud over arbejdsmiljøet, fortæller tillidsrepræsentant Mette Allerelli.
De fleste kunder er forstående over for den juletravlhed, der kan være i butikkernes posthuse. Men der er desværre også nogen, der ikke er det. Det fortæller tillidsrepræsentant i Kvickly Vestbyen, Mette Allerelli.
- Sommetider føles det som om nogle kunder bare kommer for at skælde nogen ud , siger hun.
Hun oplever, at der i år har været flere pakker end nogensinde i butikkens posthus. Og selvom de ansatte gør, hvad de kan for at følge med, så er det ganske enkelt ikke altid muligt.
- Der kommer helt vanvittigt mange pakker. Alene fra PostNord får vi måske 7-10 bure med post. Det stresser og presser os, fortæller hun.
- Og for eksempel GLS forventer, at pakkerne er klar i løbet af få timer. Hvis de ikke er det, så risikerer vi, at kunderne får en besked om, at pakken er klar, uden at den faktisk er det, og så er det, at vi ofte får skældud.
Det er sætninger som ”det er fandeme jeres skyld”, ”dumme gås” eller ”du må bare finde den pakke”, som hun og kollegaerne risikerer at støde ind. Det kan være hårdt at tage imod den slags for nogle af kollegaerne, fortæller Mette Allerelli.
PostNord giver butikkerne længere tid til at sætte pakkerne på plads, siger hun. Til gengæld kan der opstå et andet problem, når PostNord har været forbi med en pakke på en kundes hjemmeadresse og får en seddel med, at de kan hente den dagen efter.
- Når så mange pakker skal håndteres, så er det bare ikke altid, at den rent faktisk når at være klar til der, og så risikerer vi igen at få skældud.
Hun opfordrer alle kunder til at udvise tålmodighed, når de henter deres pakker.
- Vi gør virkelig vores bedste for at nå det hele, men vi er kun mennesker, så selvfølgelig kan der opstå fejl. Og oftest vil det være fejl, der er ude af hænderne på den enkelte medarbejder, der står bag kassen, siger hun.
HK Handel har forsøgt at få en kommentar fra GLS og PostNord. De er ikke vendt tilbage på henvendelsen.