Du går tryggere ind i 2026, for du har fået flere i ryggen.
Vi er nemlig blevet markant flere medlemmer i HK Privat.
Helt præcis 2.181, der ville have de samme fordele som dig. Den samme rådgivning, tryghed, fællesskab og lønsikring.
Og nu skal du høre, hvorfor det angår dig, at en masse andre mennesker også vil være medlem af HK:

Kim Jung Olsen, formand for HK Privat
Jo flere vi er er i HK, jo bedre kan vi nemlig sikre dig og dine kollegers forhold og vilkår.
Det gælder ude på jeres arbejdspladser, når I bliver flere, der kan stå sammen, når I banker på chefens dør med ønsker eller problemer, der skal løses. Og I er flere, der kan tale sammen om løn, inden I skal til lønsamtale.
I det daglige styrker medlemsfremgangen også din tillidsrepræsentant, når han eller hun forhandler på vegne af dig og dine kolleger om fx arbejdstid eller hjemmearbejde, fordi de taler på vegne af flere og derfor har mere gennemslagskraft.
Flere medlemmer giver desuden også flere muligheder for overhovedet at få tillidsrepræsentanter og overenskomster på flere arbejdspladser.
Og så betyder det også, at når vi i HK Privat forhandler om din pension, din arbejdstid og fleksibilitet ved overenskomstforhandlingerne, så har vi endnu flere medlemmer i ryggen, som betyder, at det er sværere at afvise de ønsker, vi bærer ind til forhandlingsbordet på vegne af dig.
- Medlemsfremgangen gør os endnu stærkere og endnu mere handlekraftige, så vi kan hjælpe endnu flere mennesker med at få et arbejdsliv med balance, ordentlig løn og et sundt arbejdsmiljø. Og det er godt nok en god måde at starte året på, siger Kim Jung Olsen.
Det er ikke nogen hemmelighed, at opbakningen til HK stagnerede i en årrække, men vi må konstatere, at den udvikling nu er vendt.
- Vi har sørget for, at alle vores medlemmer kan få en god og billig lønsikring, at de lavestlønnede betaler mindst for deres medlemskab, og vi har skaffet konkrete forbedringer ude på jeres arbejdspladser og ved overenskomstforhandlingerne, som vi kan se, også drypper af på jer uden overenskomst. Det bliver nu kvitteret med flere medlemmer. Jeg er virkelig glad for, at vi kan gå ind i 2026 med et styrket fællesskab, siger Kim Jung Olsen.
Er det også trygheden, der tæller for dig?
For Laila Olsen betyder det noget, at hun kan henvende sig et sted fysisk og få hjælp. Til daglig arbejder hun med feriepenge i ATP i Frederikshavn. Foto: Lars Horn
Et af de 2.181 nye medlemmer er Laila Olsen. Hun er sagsbehandler i ATP, og det var netop trygheden i fællesskabet, der motiverede hende til at melde sig ind.
- En rigtig fagforening er som en forsikring. Hvis man bliver arbejdsløs, trives dårligt eller ikke kan komme videre. Så er det altså rart at kunne henvende sig et sted fysisk, hvis man skal have hjælp. Enten til sin tillidsmand eller det lokale forbund. Og der tænker jeg ikke, det er nok med et firma, som vil klare det hele over telefonen, siger Laila Olsen, der ikke har været interesseret i de gule fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus.
Laila noterede sig også HK’s tilbud i forhold til løn.
- Det er dejligt med rådgivning til lønforhandling, fordi det betyder meget at få hjælp der. Det er svært at sælge sig selv, det er sin sag. Og HK’s lønforsikring er også god, den er jo mega dyr andre steder, siger Laila Olsen.
Læs mere om HK’s lønsikring her
Til daglig i sit arbejde med danskernes feriepenge bliver Laila Olsen også ofte mindet om, hvorfor det er godt at være med i HK Privat:
- Vi har mange, der ringer ind, hvor arbejdsgiver ikke samarbejder, eller ikke indberetter feriepenge ordentligt. Og der må vi sige, at de skal gå til deres fagforening. Og hvis de så siger, at de ikke er medlem, så må vi råde dem til en advokat, men det kan jo blive utrolig dyrt, siger Laila Olsen og fortsætter:
- Og det er så der, jeg holder min mund og undlader at sige: ’Det er derfor, vi andre er medlem af en fagforening’.
Skal din kollega ikke også have en god lønsikring – og alle de andre fordele?
Få styr på alt det, du får som HK medlem her, uanset om du er i job, eller om du er ledig.