Der er kommet skub i forhandlingerne mellem Danmarks fængsler og de civile organisationer, hvor HK Stat også er part.

Det handler om en pulje af tillæg, som der blev åbnet for under OK24 til de administrative og uniformerede ansatte ved de danske fængsler. Og nu sker der noget efter de første forhandlinger.

Fængselsforbundet og Danmarks Fængsler har opnået enighed. Samtidig er forhandlingerne om puljen, der er tiltænkt civile medarbejdere i udsatte funktioner, også undervejs.

”Vi nærmer os målet”

- Vi har erfaret, at det tager lang tid for en hel stribe organisationer og en arbejdsgiver at finde fælles fodslag. Men det er vores oplevelse, at vi nærmer os målet, siger faglig konsulent i HK Stat Maja Ajslev.

HK Stat hæfter sig ved, at Danmarks Fængsler i deres nyhed i sidste uge skriver, at også forhandlingerne for de civile forventes afsluttet meget snart. Derfor er det sandsynligt, at HK Stats medlemmer nu også snart hører nyt om de tillæg for udsatte funktioner, som de har gjort sig fortjent til at få.

- Vi har fra begyndelsen i forhandlingsforløbet insisteret på, at de civile organisationer skulle have en del af den afsatte pulje. Det har vist sig at tage en del længere tid end forventet, når vi fastholder, at ’alle skal høres, og alle skal med’, siger Maja Ajslev.