HK Handel har sikret millioner til medlemmerne.
Manglende indbetaling til pension, usaglig opsigelse, brud på pauseregler. Rigtig mange medlemmer af HK Handel har det seneste år haft brug for deres fagforening til at få den erstatning, de har krav på. I alt har HK Handel i 2025 sikret medlemmerne 47.649.923 kr. efter at have ført deres personsager.
- Vi er altid klar til at føre vores medlemmers sager, når de oplever brud på deres rettigheder. Det er det, en rigtig fagforening er til for. Vores medlemmer skal have det, de har krav på, siger Mette Høgh, formand HK Handel.
Sagerne kan f.eks. være afgjort ved et forlig mellem parterne eller ved retten. Hvis sagen handler om brud på overenskomsten, er det kun den fagforening, som har indgået overenskomsten med arbejdsgiveren, der kan føre sagen ved Arbejdsretten.
En af dem, som har fået hjælp af HK Handel i 2025, er Morten Hansen. En sag om usaglig opsigelse endte med, at arbejdsgiver måtte betale Morten Hansen 168.255,75 kr. i godtgørelse.