Illustration: Lars Pryds

Forhandlingerne om OK26 er i fuld gang, og det hele kulminerer med en urafstemning - sandsynligvis i marts. Men før vi kommer til en urafstemning, ligger timer, dage og nætter med forhandlinger. Og flere slags forlig, nemlig både såkaldte generelle og specielle forlig.

Hvornår forligene indgås, er ikke til at sige præcist endnu. Og historien har utallige gange vist, at forhandlingerne trækker ud og ødelægger planlægningen. Men… selvfølgelig er der lagt en plan med cirka-datoer mellem parterne, og hvis den holder, så ser det nogenlunde sådan ud:

Først kommunerne ...

Omkring weekenden den 14. og 15. februar bliver det alvor. Her skal forhandlingsfællesskabet, FF - som HK Kommunal jo er en del af og vores formand, Lene Roed, næstformand for - forsøge at indgå et samlet forlig med Kommunernes Landsforening, KL, for alle medarbejdere i kommunerne. Det er her den største pose penge deles ud, her rammerne sættes.

Men forhandlerne fra HK Kommunal når kun lige at puste ud og give et par interviewes, før de skal til det igen. Denne gang er det HK Kommunals egne krav til KL, også kaldet de specielle forhandlinger, om de overenskomster, der kun gælder for HK´erne. Også her kan medlemmerne få en pose penge og andre forbedringer. Det plejer at ske i ugen efter det store generelle forlig.

... så regionerne

Weekenden den 21. og 22. februar er det så – stadig efter planen - regionernes tur. Eller rettere: Det er FF der forhandler med RLTN – Regionernes Lønnings- og Takstnævn. Her forventer man det generelle forlig, og ligesom på det kommunale område skal HK efterfølgende i gang med egne forhandlinger, de specielle. Først når de er ovre, planen er, at det sker i løbet af ugen, kan man gøre det endelige tegnebræt op.

Ved OK24 blev den samlede ramme på 8,8 procent – heri var der også afsat rekordhøje to procent som blev fordelt ved vores egne forhandlinger, altså HK Kommunals forhandlinger med KL og RLTN.

Urafstemning

Når alle forhandlinger er overstået, skal det samlede resultat til urafstemning. Det er selvfølgelig meget vigtigt, at så mange som muligt stemmer, og dermed gør deres indflydelse gældende.

Ved Ok24 afgav hele 73,3 procent af HK Kommunals medlemme deres stemme, og 94,6 procent af dem stemte ja.