Lene Roed, formand for HK Kommunal, på vej til første forhandling om OK26.

Overenskomstforhandlingerne blev i sidste uge skudt i gang med faneborg, taler og demonstration foran KL i København. Tillidsrepræsentanter, medlemmer og faglige aktive mødte op med faner og bannere for at bakke op om kravene og sende et klart signal til arbejdsgiverne: Der skal mere i løn – nu. Få dage senere blev regionernes forhandlinger åbnet i samme kampklare ånd.

Samtidig har HK Kommunal haft sine egne første møder med arbejdsgiverne og afleveret organisationens særlige krav, så forhandlingerne nu er i gang på tværs af både kommunale og regionale overenskomster og aftaler.

Forhandlingerne markerer begyndelsen på en proces, hvor løn- og arbejdsvilkår for mere end en halv million ansatte i kommuner og regioner skal forhandles på plads frem mod foråret 2026.

Stemningen var både kampklar og solidarisk, og budskabet fra pladsen var ikke til at tage fejl af: HK’erne vil have mere fleksibilitet i arbejdslivet og en lønudvikling, der kan mærkes.

Mere fleksibilitet og højere løn

HK Kommunals hovedkrav til OK26 er et mere smidigt arbejdsliv med større mulighed for individuelle valg samt en fortsat genopretning af reallønnen.

– Arbejdslivet skal indrettes mere fleksibelt, så der bliver bedre plads til den enkeltes livssituation. Større frihed og flere individuelle valgmuligheder er afgørende for, at HK’erne også fremover kan løse deres opgaver med høj kvalitet i den kommunale og regionale velfærd. Nu glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med forhandlingerne, sagde Lene Roed inden hun forsvandt ind i KL-huset sammen med resten af Forhandlingsfællesskabet.