
Har du banket på chefens dør og bedt om en lønforhandling? Hvis ikke er der al mulig grund til at gøre det.
Gode lønforhandlinger ude på arbejdspladserne har nemlig ført til pæne lønstigninger.
Det viser den netop offentliggjorte HK-lønstatistik for 2025, hvor flere end halvdelen af HK Privats medlemmer har indberettet deres løn, så HK kan skabe et overblik over medlemmernes lønsituation.
I gennemsnit er HK Privats medlemmer steget 3,3 procent i løn i 2025. Stigningen er en fortsættelse fra 2024, hvor lønfremgangen også lød på 3,3 procent.
Et HK Privat-medlem tjener nu i gennemsnit mere end 41.000 kroner - 41.247 kroner helt præcist - og det er vel at mærke uden fritvalgskonto og pension. (Tallet for gennemsnitslønnen er ændret, efter artiklen blev udgivet. Ved udgivelsen hed gennemsnitslønnen 41.156 kr., men siden er tallet blevet opjusteret til 41.247 kr.)
- En samlet lønfremgang på 3,3 procent 2 år i træk er rigtig pænt. Det viser, at I medlemmer får forhandlet godt ude på arbejdspladserne, og at I får jeres fair andel i den fremgang, der er i rigtig mange danske virksomheder, siger formand i HK Privat, Kim Jung Olsen.
Lønstigning nødvendig med høje fødevarepriser

Kim Jung Olsen, formand HK Privat
Selvom inflationen har fundet et mere stabilt leje - i oktober 2025, som er midten af perioden for indsamlingen til lønstatistikken, lå inflationen på 2,1 procent - så er fødevarepriserne fortsat høje.
Derfor er det ifølge Kim Jung Olsen også vigtigt, at medlemmerne igen i år har haft en reallønsfremgang. I år lander den således på 1,2 procent. Sidste år lød den på 1,6 procent.
- Det er der brug for i en tid, hvor fødevarer er væsentligt dyrere. Og der er stadig noget at komme efter, hvis vi skal indhente den tabte realløn, så det er positivt, at der er lyst til at lønforhandle ude på arbejdspladserne, siger han.
Hårdt arbejde bag fremgang
Siden overenskomstforhandlingerne i 2023 har HK Privat haft et stort fokus på netop løn, lønforhandling og lønåbenhed - og både i 2023 og i 2025 er der blevet forhandlet rettigheder, der har som formål at hæve lønniveauet ude på arbejdspladserne.
Den pæne lønfremgang er ifølge Kim Jung Olsen et tegn på, at de værktøjer sammen med et stort arbejde af både afdelinger og tillidsrepræsentanter rundt omkring i landet, nu har båret frugt.
- Det store fokus på løn vil vi fortsætte med, og vi vil også søsætte nye initiativer til gavn for vores medlemmer. Derfor lancerer vi i år bl.a. kampagnen Løft Lønnen i uge 9, hvor vi byder på en lang række tilbud, der netop kan styrke medlemmernes lønforhandling endnu mere, siger han.
Der vil både være tilbud til dem, der er garvede lønforhandlere, men der vil også være masser af inspiration og værktøjer at hente til dem, der indtil nu ikke har været så gode til at banke på chefens dør.
- Lønstigninger kommer ikke af sig selv, så hvis du ikke er steget i løn de senere år, er der alle muligheder for at hoppe med nu, siger Kim Jung Olsen.
Du kan læse meget mere om kampagnen Løft Lønnen her
Hvis du ikke kan vente med at komme i gang med forberedelserne til din lønforhandling, har HK Privat også udgivet en stor guide med alt, du skal vide om den gode lønforhandling. Log in og se guiden