Finn føtex

Det betaler sig at tage den lønforhandling, som du har ret til, hvis du beder om den og er på en af HK Handels overenskomster.

Mange tager ikke den lønsamtale, som de har ret til mindst en gang om året, hvis de beder deres chef om det, og hvis de er på en af overenskomsterne med HK Handel. Det er især tanken om, at det alligevel ikke nytter noget, der afholder folk fra at tage deres lønsamtale.

Men faktisk oplever 81% af dem, der tager deres lønsamtale og møder velforberedte op, at de får et resultat med fra forhandlingen. Det viser HK Handels seneste medlemsundersøgelse.

En af dem, der lykkedes med sin seneste lønsamtale, er Finn Pedersen, der er tillidsrepræsentant og til dagligt arbejder i Føtex. Faktisk lykkedes han i sådan en grad, at han får cirka 30% mere i løn nu sammenlignet med, hvad han fik før lønsamtalen.

Det skyldes, at han både fik forhandlet sig til et højere timetal og en højere løn. Han gik fra 20 til 25 timer og steg i løn, så han ikke længere er på minimallønsatserne.

Han har ellers ikke altid følt, at det var helt nemt at få forhandlet løn i de cirka 7 år, han har været i Føtex, men denne gang lykkedes det. Der var især ét argument, som hans chef købte.

- Jeg er en fleksibel medarbejder. Jeg er sådan en, der altid er klar på at møde op, når der er brug for ekstra hænder. Det synes jeg, at jeg fortjente at blive belønnet for, siger han.

Fleksibilitet er netop en af de ting, som overenskomsten siger skal tælle med, når din løn skal fastsættes. Hvis du gerne vil se, hvad der ellers tæller med, så kan du bruge vores nye værktøj, nemlig lønskemaet, som du finder via linket her.

Få hjælp og sparring 

Har du brug for hjælp, gode råd eller sparring til din lønsamtale? Så kan du som medlem få gratis løncoaching ved at sende en SMS til 1919 med teksten hkløn.