
Næstformand i HK Kommunal, Kasper Ejlertsen, er med i et fælles udspil til indsatser på de enkelte biblioteker. Foto: Lars Pryds
Landets biblioteker har med årene udviklet sig fra groft sagt at være materialesamlinger med stille læsesale til at være en bred, folkelig kulturinstitution.
Den nye rolle betyder, at biblioteker nu også er koncertsale, foredragsrum, studieværelser, café og også værested for fx unge, udsatte og hjemløse.
Bibliotekerne bliver dermed både symbolsk og helt konkret en lokation, der understøtter sammenhængskraft, inklusion og mangfoldighed på tværs af generationer og fra alle samfundslag.
Går ud over arbejdsmiljøet
Men det giver også problemer, fordi det går ud over brugeroplevelsen for andre borgere og arbejdsmiljøet for de biblioteksansatte.
En undersøgelse blandt landets bibliotekarer i 2024 viste, at 9 ud af 10 kommuner oplever uhensigtsmæssig eller grænseoverskridende adfærd på biblioteket - og i hver femte kommune er der konflikter mellem borgere og personale på daglig eller ugentlig basis på folkebibliotekerne.
Fem organisationer (HK Kommunal, DM, Bibliotekschefforeningen, Danmarks Biblioteksforening og Danske Fag, Forsknings, og Uddannelsesbiblioteker) er derfor gået sammen om et fælles udspil til indsatser på de enkelte biblioteker.
Næstformand i HK Kommunal, Kasper Ejlertsen har deltaget i arbejdet og han siger:
- Borgerne har brug for biblioteker, der fungerer som trygge og inkluderende fælles rum. Medarbejderne spiller en afgørende rolle i at løse den vigtige samfundsopgave, og derfor er der behov for fokus på beredskab, samarbejde og forebyggelse. HK Kommunal opfordrer til, at man finder løsninger, der inkluderer alle medarbejdere på de enkelte biblioteker, så man kan tilpasse plan og handling til de forskellige problemer eller udfordringer, man har lokalt, siger Kasper Ejlertsen.
- Relationskompetence: At møde borgere professionelt, skabe tillid og bevare ro og respekt – også når situationen er svær.
- Konfliktnedtrapning og situationsfornemmelse: At aflæse stemninger, sætte grænser og forebygge, at situationer eskalerer.
- Professionel borgerdialog: Tydelig kommunikation om rammer, regler og forventninger – for fællesskabets bedste.
- Kollegial støtte og erfaringsdeling: At bruge hinanden aktivt, både før, under og efter svære episoder.
Det er kompetencer, der er centrale for HK’ernes faglighed og afgørende for, at den kommunale drift fungerer i praksis. Med de her problemstillinger skal der fortsat være fokus på at vedligeholde og udvikle de kompetencer, så medarbejderne kan handle, når der opstår episoder med brugerne
Print materialet og tag dialogen lokalt
Udspillet indeholder disse 5 anbefalinger:
Brugergrupper og fællesskaber: Et nuanceret syn på brugergrupper giver større forståelse for bibliotekets opgave i at være et rum med plads til alle. Nye eller forskellige brugergrupper kan have andre forventninger til eller måder at bruge biblioteket på, hvilket skaber behov for tydelig kommunikation om bibliotekets rolle og grænser for fællesskabets bedste. Det er vigtigt ikke at stigmatisere bestemte brugergrupper.
Organisation og beredskab: Det er afgørende for det enkelte bibliotek at have ”orden i penalhuset” med klare planer, beredskab og action cards, så episoder bliver håndteret korrekt både i forhold til brugere, personale, samarbejdspartnere og eventuelle myndigheder. Sørg for at registrere uheldige episoder og husk debriefing og kollegial støtte.
Samarbejde og ansvar: Biblioteket kan og skal ikke stå alene med problemet. Derfor skal det fortsat tydeliggøres, at biblioteket er en vigtig del af vores velfærdssamfund, og at tværgående samarbejde og videndeling med kommunale aktører og civilsamfund er nødvendigt for at øge forebyggelse og håndtering af episoder.
Arbejdsmiljø og kompetencer: Man skal styrke videndeling og fælles forståelse blandt medarbejderne og på tværs, så man sammen finder de bedste løsninger til at fremme det gode arbejdsmiljø, hvor retningslinjer, konflikthåndterings- og relationskompetencer og mulighed for debriefing og støtte indgår.
Læs det samlede udspil "Bibliotekerne: Forskellighed i fællesskab" her