
Hans-Henrik Hansen, fungerende fællesformand og formand for HK Kommunal Østjylland
Slut med fællesgeneralforsamlinger som vi kender dem
På HK’s kongres sidste år blev det besluttet, at fællesgeneralforsamlingerne erstattes af en repræsentantskabsgeneralforsamling.
Det betyder, at der på de fire sektorgeneralforsamlinger vælges repræsentanter, som efterfølgende deltager i den fælles repræsentantskabsgeneralforsamling på vegne af deres sektor.
Antallet af repræsentanter afhænger af sektorens størrelse, og afdelingsbestyrelsen er på forhånd valgt til repræsentantskabet.
Kort sagt
Vil du have indflydelse på de overordnede beslutninger i HK Østjylland, skal du møde op til din sektorgeneralforsamling – og vælges som repræsentant.
Ny fællesformand på vej
Formand for HK Kommunal Østjylland, Hans-Henrik Hansen, har i knap tre år både været formand i HK Kommunal Østjylland og været fungerende fællesformand i HK Østjylland. Men det er slut efter den fælles repræsentantskabsgeneralforsamling, hvor der skal vælges en fællesformand.
- Vi har brug for en fællesformand, der udelukkende kan have fokus på HK Østjylland. Opgaverne er mange, og de kræver tid og opmærksomhed, siger Hans-Henrik Hansen.
Der er sket meget i HK, siden Hans-Henrik Hansen tiltrådte som fungerende fællesformand.
- Det har været spændende og udfordrende. Hvis jeg skal trække en ting frem, som har haft stor betydning for HK og vores medlemmer, så er det vores nye solidariske kontingent. Det gør en reel forskel for medlemmer med lave lønninger og sikrer, at de fortsat kan være en del af vores stærke fællesskab til glæde for dem og os. Og det har også været en stor fornøjelse at repræsentere HK Østjylland med vores meget flotte organiseringsresultater og vores høje faglighed, siger Hans-Henrik Hansen.
Men til april er Hans-Henrik tilbage i HK Kommunal Østjylland.
- Jeg glæder mig også til at kunne fokusere på HK Kommunal Østjylland, og jeg vil i den forbindelse sende en stor tak til næstformand i HK Kommunal Østjylland, Hanne Vinther, for at have trådt til i det kommunale, når jeg har haft opgaver i HK Østjylland-regi. Også en tak til de øvrige formænd i HK Østjylland for også at have løftet ekstra opgaver, slutter Hans-Henrik Hansen.
Vil du stille op?
Ønsker du at stille op som fællesformand, kan du skrive til os på oestjylland@hk.dk, og så kan du komme med i vores præsentation af kandidaterne.
Kom og deltag
- HK Handel den 3. marts
- HK Kommunal den 11. marts
- HK Privat den 19. marts
- HK Stat den 23. marts
- HK Østjylland Repræsentantskabsgeneralforsamling den 15. april – de valgte repræsentanter bliver indkaldt.
Det er muligt at være tilhører til generalforsamlingen. Tilmelding til repræsentantskabsgeneralforsamling - tilhører