
Tidligt om morgenen den 11. februar blev aftalen underskrevet af overenskomstparterne efter et langt og intenst forhandlingsforløb.
Gode vilkår kommer ikke af sig selv. Det ved enhver fagforening. Og det har HK Stats formand Heidi Juhl Pedersen den seneste uge mærket på egen krop efter en usædvanligt lang og intensiv slutforhandling med de statslige arbejdsgivere.
Siden torsdag den 5. februar har hun og de andre forhandlere på statens område, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Finansministeriet, forhandlet næsten uafbrudt dag og nat.
De vigtigste prioriteter er opfyldt
Men resultatet var værd at vente på, fastslår Heidi Juhl Pedersen. Et stort og markant nybrud i form af en fritvalgsordning for alle statens ansatte, som indføres fra 2028. Markant lønløft og en række andre forbedringer.
- Jeg er utroligt glad! Vi har med denne aftale fået vores vigtigste prioriteter opfyldt, samtidig med at vi har stået sammen om at løse svære udfordringer, siger HK Stat-formanden.
- Vi har med den nye fritvalgsordning skabt et helt særligt nybrud i staten, hvor vi ikke bare har kopieret de private, men bygget vores helt egen model. Vi har kæmpet for bedre fleksibilitet og frit valg i staten i årevis, og jeg er glad og stolt over, at det nu er lykkedes, tilføjer hun.
Onsdag formiddag var hun som en af de 5 CFU-forhandlere med til at præsentere den nye overenskomstaftale (OK26) for cirka 200.000 statsansatte i Finansministeriet sammen med finansminister Nicolai Wammen.
Frit valg og reallønsudvikling
Aftalen har en samlet værdi på 8,7 procent og gælder for 3 år (2026-2029). Det sikrer de statsansatte mærkbare lønstigninger for alle på 6,37 procent, der med den forventede inflation vil give en reallønsforbedring på knap 2 procent. Derudover er der afsat 0,8 procent til forbedringer i de enkelte organisationers aftaler.
CFU-aftalen er kun første del af OK26. Fra 18. februar og 4 uger frem skal parterne i gang med at forhandle de særlige krav, der kun gælder for HK Stat.
Den samlede aftale om ny overenskomst vil derefter blive præsenteret for alle tillidsvalgte på møder landet over og online. Derefter kan alle medlemmer bruge deres stemme ved urafstemningen, som ventes at finde sted i april.
Løft til soldater og børnefamilier
Finansministeren roser aftalen og lægger især vægt på, at den indeholder et særligt lønløft til soldater. I en pressemeddelelse fra Finansministeriet udtaler han:
- Det er helt afgørende, at vi fortsat har fokus på, at det skal være attraktivt at arbejde i staten. Vi er afhængige af, at der er dygtige folk, som hver dag bidrager til velfærdssamfundet. Danmark står lige nu i en helt særlig situation, hvor der er behov for store investeringer i vores fælles forsvar og sikkerhed. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med aftaleparterne kan prioritere et ekstraordinært lønløft til Forsvarets militært ansatte på 275 mio. kr. og med vægt på, at de grupper, der nu får mindst, kommer til at opleve den største relative stigning – udover de generelle lønstigninger. Derudover gør vi det bedre for mange børnefamilier, når vi forbedrer vilkårene under barsel og børns sygdom. Det har været vigtigt for mig som finansminister.
Formanden for CFU, Gordon Ørskov Madsen, udtaler i en pressemeddelelse på cfu-net.dk:
- Jeg er meget tilfreds med, at vi for første gang i mange år er lykkedes med at skabe stærkt forbedrede rammer for de ansattes arbejdsliv. Vi har aftalt et forlig med fokus på alle ansatte – børnefamilier, midtergruppen og seniorer. Med forliget har vi taget hul på en nyskabelse, nemlig en særlig statslig fritvalgsordning. Ordningen giver den enkelte ansatte bedre mulighed for at vælge løsninger, der passer ind i forhold til arbejdslivet. Det håber jeg vi kan udbygge i fremtiden.
Fakta om aftalen
- Økonomisk ramme på 8,7 procent over 3 år
- Generelle lønstigninger på 6,37 procent, som med den forventede inflation vil betyde reallønsfremgang på knap 2 procent
- 0,8 procent af lønsummen til organisationsaftaleforhandlinger
- Fritvalgslønkonto, som kan anvendes til løn, pension eller frihed indføres fra 1. januar 2028
- Hjemkaldelsesdagen tæller ikke som barns 1. sygedag, og der indføres en barns 3. sygedag
- Forbedring af barselsrettigheder
- Bedre rammer om Ny Løn, herunder at engangstillæg erstattes af bonus til honorering af særlige indsatser
- Indsats til forbedring af psykisk arbejdsmiljø
- 275 millioner kroner afsat til ekstra lønløft i forsvaret
Sådan får du gavn af aftalen
