Illustration: Mostphotos

En biblioteksassistent pådrog sig en slem nerveskade i foden efter en ulykke på et bibliotek.

Ulykken skete, fordi en bogvogn satte sig fast i revnen mellem gulv og elevator, hvilket gjorde, at bogvogn med bøger væltede ned på hendes fod.

Problemet efterfølgende var bare, at biblioteket som arbejdsgiver ikke mente, at de var ansvarlige for ulykken, blandt andet med argumentet at bogvognen havde for smalle hjul og derfor slet ikke var egnet til brug i elevatoren.

Arbejdsgiveren mente altså, der var tale om et hændeligt uheld, da det aldrig havde været et problem tidligere, og fordi Arbejdstilsynet ikke havde påpeget fejl ved et rutinemæssigt besøg efter skaden.

Information om flere slags bogvogne

Sagen endte i byretten, hvor HK førte sagen for medlemmet.

Byretten har nu afgjort, at biblioteket var ansvarlig for, at skaden skete.

Biblioteket burde have informeret medarbejderne om, at der var flere bogvogne til rådighed med forskellige slags hjul, så medarbejderne netop havde mulighed for at vælge en bogvogn, der frit kunne passere mellem gulv og elevator uden at vælte.