Kvinde, der danser med sit barn i armene i et køkken

Foto, som bruges på materialer om lønforsikringskampagnen

334 nye medlemmer!

Det er status lige nu, hvor en kampagne for HK’s lønforsikring kører på 5. uge.

- Jeg tror, at mange generelt har fået øjnene op for, at vi lever i en urolig tid, og at det er vigtigt at sikre sig, siger Esben Noël Hjort, teamleder for HK Privats organiseringsteam.

- Men et medlemskab af en rigtig fagforening handler også om et stærkt fællesskab, som kun bliver stærkere, jo flere vi er. Og derfor skal vi ha’ sat slutspurten ind, så vi får de sidste med, inden kampagnen slutter den 28. februar, tilføjer han.

Kampagnen, som også kaldes det åbne vindue, tilbyder dem, der melder sig ind i HK, en kortere optjeningsperiode på HK’s lønforsikring. Normalt skal man være medlem af HK og HK’s a-kasse i 9 måneder for at være omfattet af lønforsikringen, men i kampagneperioden kræves der kun 3 måneders medlemskab.

Læs mere om kampagnen

- Måske har du allerede fortalt dine uorganiserede kolleger om lønforsikringskampagnen. Men, vi ved jo godt, at nogle ikke lige får sig meldt ind, selv om de synes, det er en god idé. Så det vil være af stor værdi, hvis du lige minder dem om kampagnen, siger Esben Noël Hjort.

- Faktisk vil jeg opfordre alle uanset tillidshverv om at bruge lidt krudt på at udbrede kendskabet til lønforsikringskampagnen i de resterende 8 dage af kampagnen, så vi kan bygge endnu mere ovenpå den medlemsfremgang, som vi har haft i 2025, uddyber han.

Kort om lønforsikringen

Det åbne vindue løber fra 19. januar til 28. februar

For at hjælpe dig, når du skal organisere nye medlemmer, har vi udarbejdet en række materialer, du kan dele ud, fakta om lønforsikringen og en FAQ, som giver svar på de mest almindelige spørgsmål.

Materialer til organisering
Postkort til uddeling på arbejdspladsen
Folder, som sammenligner priser med andre forbund

De mest almindelige spørgsmål

Hvorfor skal nye medlemmer have bedre vilkår end os, der altid har betalt til lønforsikringen?
Vi ved, at mange ikke kender til HK’s lønforsikring, derfor er kampagnen med 3 måneders optjeningsperiode et godt værktøj til at få flere til at få øjnene op for lønforsikringen.
Så for nogle kan den kortere optjeningsperiode være lige det lille skub, som får dem til at melde sig ind. Og det er bedre for dig og andre kolleger, at de er medlemmer af fagforeningen, i stedet for at stå udenfor. Og i bund og grund handler det om, at jo flere medlemmer vi er, jo større indflydelse får vi. 
En kollega har meldt sig ind i HK lige før det åbne vindue. Skal hun optjene 9 måneders kvalifikation for at have ret til lønforsikring?
Nej, hendes kvalifikation vil blive afkortet, så hendes lønsikring træder i kraft på samme tid, som dem der melder sig ind i det åbne vindue. 
Hvad gør jeg, hvis en kollega spørger om, hvad han kan få i lønforsikring?
Du skal henvise kollegaen til HK Privats hotline for lønforsikring på 33 30 49 99. Så laver vi en præcis beregning. 
Hvad gør jeg, hvis jeg får andre spørgsmål om lønforsikringen?
Du er ikke ekspert i HK lønforsikring. Derfor skal du altid henvise din kollega til hotlinen på tilf 33 30 49 99.