
Illustration: Mostphotos
Har du planer om at tage efteruddannelse udover den, din arbejdsgiver har ansvar for, at du får? Så kan du glæde dig over, at Den statslige Kompetencefond fortsætter frem til april 2029. Det er en af aftalerne i forliget mellem Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og finansministeren, som blev indgået 11. februar 2026.
Ifølge aftalen bliver Den statslige Kompetencefond ført videre med en samlet økonomisk ramme svarende til den, der blev aftalt ved OK24. Her var rammen på 113,4 millioner kroner fordelt på 2 år. I den nye 3-årige aftale opskrives rammen til OK26-niveau.
Kompetenceudvikling var et af de 5 emner, HK Stats medlemmer havde mulighed for at prioritere i foråret 2025, hvor HK Stat inviterede alle til at komme med deres ønsker til OK26, ligesom mange derudover nævnte ønsket i deres fritekstsvar. Med den nye aftale er ønsket blevet hørt.
HK Stats næstformand Ulla Moth-Lund Christensen bifalder også forlængelsen af fonden.
- I HK Stat værdsætter vi, at kompetencefonden er sikret i endnu en overenskomstperiode. Vi ved, at rigtig mange af vores medlemmer har stor glæde af at supplere arbejdsgiverens uddannelsesforpligtelser med de muligheder, fondsmidlerne giver for at tage ekstra kurser og uddannelse, siger hun.
Fonden bliver søgt og brugt
HK Stats tilbagevendende uddannelsesundersøgelse, som senest blev udført i 2025, viser, at en fjerdedel af medlemmerne på et tidspunkt har søgt penge fra Kompetencefonden, og at næsten trefjerdedele heraf har fået bevilget penge. Undersøgelsen viser også, at antallet af medlemmer, der tager kompetencegivende efteruddannelse, har været stabilt gennem de senere år.
Frem til midten af 2025 var mange HK Stat-medlemmer kritiske overfor fondens ansøgningsprocedure, som krævede, at man sad klar på puljeåbningstidspunktet med fingeren på send-knappen for at få del i midlerne. Kritikken lød også, at nogle arbejdspladser blev forfordelt.
LÆS OGSÅ: Nu kan du søge støtte til kurser med ro i maven
Det blev ændret fra og med september 2025. Herefter er fonden åben for ansøgninger i 7 dage, hvorefter pengene bliver fordelt gennem lodtrækning.
De to særlige OAO-indsatser, som statens HK-ansatte kan gøre brug af, ”Bliv faglært” og ”Kompetencer for livet – Bedre til it, ord og tal”, bliver også videreført. Indsatserne blev aftalt første gang med OK21.
- Vi bakker i høj grad også op om de særlige indsatser, som vi kan se, at mange medlemmer er glade for og har udbytte af, siger Ulla Moth-Lund Christensen.
Når hele OK26-pakken er forhandlet færdig og vedtaget ved urafstemning, vil Kompetencesekretariatet melde de nye datoer og ansøgningsfrister ud på sin hjemmeside.
Fakta om Kompetencefonden