
Du møder ind, løser dine opgaver og får din løn hver måned. Det fungerer. Så det kan godt være nemt - for nemt - at lade være med at forholde sig til, om lønnen så også er rigtig.
Men lønniveauer ændrer sig, også selv om du ikke gør noget aktivt.
Og derfor må din løn ikke stå stille. Den bør stige på baggrund af nye opgaver, mere ansvar, kompetenceudvikling og ikke mindst den generelle prisudvikling. Hvis din løn ikke følger med, kan det betyde, at du stille og roligt sakker bagud. Måske endda uden at opdage det.
Her er 4 tegn på, at du bør tjekke, om dit lønniveau kunne bruge en justering:
- Du er ikke steget i løn i flere år - eller måske er du kun steget få procent, så din løn følger ikke med prisudviklingen – og dermed falder din realløn
- Du ved ikke, hvad dine kolleger tjener - så du ved ikke, hvordan din arbejdsgiver prissætter andre for de samme opgaver
- Du har fået mere ansvar eller nye opgaver - som gør din arbejdskraft mere værd
- Du ved ikke, hvad andre i samme job tjener i andre regioner eller brancher - Så du kender ikke niveauet, eller hvad du kunne få andre steder
Og hvordan tjekker du så det?
Her får du et værktøj, der kan vise dig, hvad andre med samme job, i samme branche og region tjener.
Log ind og få det fulde overblik på HK's lønberegner
Statistikken bag lønberegneren bygger på medlemmernes lønoplysninger uden pension og fritvalg, som de selv har oplyst os om. Den giver derfor et billede af lønniveauet for dit job, din branche og din landsdel.
Du kan taste din titel eller arbejdsområde ind - og derudover også din løn, branche og arbejdstid - og få en detaljeret oversigt over, hvor du ligger i forhold til andre.
Lønberegneren kan også vise dig, hvor meget din løn bør stige ud fra den forventede prisudvikling, og hvilke brancher der har de højeste gennemsnitslønninger for andre med din titel eller arbejdsområde.
Tallene er naturligvis et gennemsnit beregnet ud fra de medlemmer, der har oplyst deres løn, anciennitet, branche osv., men de giver en indikation på, hvor du ligger.
Men hvad skal du så bruge den viden til?
Den giver dig et realistisk billede af, hvad du bør kunne tjene. Så når du skal til lønsamtale, er lønstatistikken et godt sted at starte. Hvis du ligger lavt, har du noget konkret at forhandle ud fra.
Du kan også bruge den viden til at tage beslutninger om fremtidige jobs, fx i en branche hvor lønniveauet bedre understøtter det liv, du gerne vil leve.
Uanset om du ligger under, over eller lige på gennemsnit, så husk, at løn ikke kun behøver være kroner og øre. Du kan også forhandle om fx fridage, fast hjemmearbejde eller efteruddannelse.
Sådan noget siger lønberegneren naturligvis ikke noget om, men du kan altid ringe til os i HK for at få rådgivning, input eller sparring før din lønsamtale.
Ring til HK på 70 11 45 45, hvis du har spørgsmål eller vil have rådgivning i forhold til din løn eller lønsamtale.
Kilde: HK’s lønberegner, faglig chef i HK Privat, Christoffer Marckmann, og faglig konsulent i HK Privat Østjylland, Bo Sundgaard.
2 praktiske værktøjer til lønforhandlingen
Guide til lønforhandling
Hvis du ikke kan vente med at komme i gang med forberedelserne til din lønforhandling, har HK Privat også udgivet en stor guide med alt, du skal vide om den gode lønforhandling.
Log in og se guiden
Lønforhandling-bot
Du kan få vejledning og sparring til argumenter og strategi – og så kan du øve dig uendeligt mange gange på lønsamtalen med en AI-chef, der ligner din rigtige chef – hvis du bruger HK Privats lønforhandlings-bot. Den finder du her forhandl.dk/
Om HK’s lønstatistik
I 2025 har 50,44% af HK Privats fuldtidsbeskæftigede medlemmer i perioden fra september til november 2025 indberettet deres data til lønstatistikken.
Gennemsnitslønnen for alle disse medlemmer på tværs af titel, branche og region er 41.156 kroner uden pension og fritvalg, som pt. udgør 9 % i fritvalg og 11 % i arbejdsgiverbetalt pension på de fleste landsoverenskomster.
I gennemsnit er HK Privats medlemmer steget 3,3 procent i løn i forhold til 2024. Disse tal er beregnet ud fra de medlemmer, der både har indberettet deres løn til lønstatistikken i 2024 og 2025, og som er ansat i samme stilling.