Stigning på fritvalg

Fleksibilitet er i årenes løb blevet mere og mere vigtigt for HK Privats medlemmer.

Det kom igen til udtryk ved overenskomstforhandlingerne i 2025, hvor medlemmerne indsendte 20.000 ønsker til deres nye overenskomst, og mange af dem handlede om mere frihed, større indflydelse på egen arbejdstid og bedre balance mellem arbejde, fritid og familieliv.

- Mange af vores medlemmer ønsker sig flere muligheder for at balancere arbejde og privatliv. Derfor giver det rigtig god mening at udvide fritvalgsordningen, da det giver HK’ere i alle aldre og livsfaser mulighed for at købe mere frihed, når de skal bruge den, siger formand for HK Privat, Kim Jung Olsen.

Derfor arbejdede HK Privat på at gøre en forbedring af medlemmernes fritvalgskonto til et krav i overenskomstforhandlingerne i 2025.

Og det blev den.

Den 1. marts stiger indbetalingen fra 9 til 10 %. Og den 1. marts næste år stiger den yderligere 1 %.

Hvad kan du bruge din fritvalgkonto til?

Fritvalgskontoen er en del af din overenskomst. Den er en procentdel af din ferieberettigede løn, der bliver sat ind på en særlig opsparing af din arbejdsgiver. Du kan vælge mellem forskellige måder at bruge den på.

Du vil typisk kunne …

Få kolde kontanter, når du skal bruge dem
Du kan vælge at få dem, når du skal holde fri. Nogle overenskomster giver mulighed at lave en aftale i virksomheden om, at pengene udbetales løbende sammen med lønnen.

Få en tryggere alderdom
Ønsker du at spare mere op til pension, kan du bede om at få frivalgskontoen helt eller delvis overført til din pensionsopsparing, så du sparer det mere op.

Passe dine børn
Har du børn under 14 år, kan du bruge fritvalgskontoen til at finansiere 2. og 3. barns sygedag og op til to børneomsorgsdage.

Være der for dine kære
Har du en nærtstående, som har brug for, at du tager med til læge eller undersøgelse på hospital, kan du finansiere fridage med træk på din fritvalgskonto

Få mere tid med børnebørnene
Har du børnebørn, har du lov til at holde to omsorgsdage om året, som du kan finansiere med din fritvalgskonto.

Trappe ned, når du bliver ældre
Fra 5 år før du bliver folkepensionist, kan du bruge din fritvalgskonto til at købe seniorfridage.

Hvad kan du bruge den til, hvis du ikke er dækket af en overenskomst med fritvalg?

Du kan bruge den som løftestang i din næste lønsamtale. For uanset hvad skal du selv hente størstedelen af din lønstigning, når du har din årlige lønsamtale.

- Vi ved, at forbedringer i overenskomsterne spreder sig til arbejdspladser uden overenskomst. For arbejdsgiverne ved godt, at de er nødt til at matche overenskomsternes goder, hvis de vil holde på deres kompetente medarbejdere. Derfor er det oplagt at bruge stigningen i fritvalgskontoen, når du skal forhandle om din løn næste gang, siger Kim Jung Olsen.

Husk, at du kan få hjælp hos HK, inden du skal til lønsamtiale. Ring til os på 70 11 45 45.

Som noget helt nyt kan du også øve dig i at lønforhandle med vores lønforhandlings-bot, som du finder her: forhandl.dk

Du kan også logge på MitHK og få den store lønforhandlingsguide

Er der ikke overenskomst på din arbejdsplads?

Du kan altid kontakte din lokale HK-afdeling og få en snak om mulighederne for at få overenskomst på din arbejdsplads. Snak også med dine kolleger, så I sammen kan få talt om, hvad det vil betyde for jer at have en overenskomst. Fx ret til uddannelse med løn, fritvalgskonto, pensionsopsparing og mere frihed med løn.

Ring til din lokale afdeling på 70 11 45 45.