Lønstigninger på 6,37 procent, en ny fritvalgsordning og barns 3. sygedag. De store rammer faldt på plads med CFU-forliget. Nu mangler andel del af forhandlingerne om OK26, nemlig om de enkelte organisationers aftaler. Og de forhandlinger kan ikke komme videre, før en ny regering er på plads. HK Stat-formand Heidi Juhl Pedersen ærgrer sig over udsættelsen.

Øv! Suk. Sådan lød reaktionen i HK Stat, da en mail sent torsdag eftermiddag tikkede ind hos formand Heidi Juhl Pedersen. OK26-forhandlingerne om HK Stats specielle krav udsættes på grund af valget, lød det i en besked fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST).

Forhandlingerne gælder ”anden halvleg” af overenskomstforhandlingerne (OK26), nemlig forhandlingerne om HK Stats ”egne” specielle krav til organisationsaftalen.  Og de andre statslige organisationer er i samme situation. 

”Det er jeg selvfølgelig meget ærgerlig over. Vi havde glædet os til at forhandle om endnu flere forbedringer og præsentere den samlede aftale for jer medlemmer i marts, men det er altså nu udskudt på ubestemt tid”, siger Heidi.

De statslige myndigheder kan ikke arbejde under valgkampen, og OK26-forhandlingerne kan derfor først genoptages, når en ny regering er på plads.

Hvad betyder forhandlingspausen her og nu?

Valget er den 24. marts, og efter det skal der dannes en ny regering. Vi ved derfor endnu ikke, hvornår vi kan genoptage forhandlingerne – men så snart vi gør, melder vi det selvfølgelig ud, fortæller Christian Esgaard Christensen, der er chef for forhandling og uddannelse i HK Stat.

Samtidig aflyses HK Stats planlagte regionale OK26-informationsmøder, da der ikke foreligger et resultat. 

Det varierer meget, hvor lang tid det tager efter valget at danne en regering. Poul Schlüter brugte i 1988 24 dage på at danne en regering. I nyere tid har Anders Fogh Rasmussen (V) brugt 10 dage, Helle Thorning-Schmidt 18 dage og senest tog det 44 dage for Mette Frederiksen at danne SVM-regeringen. Det er derfor meget svært at forudsige, hvornår forhandlingerne om OK26 kan begynde igen.

HK Stat inviterer til nye møder, når vi ved, hvornår vi kan genoptage forhandlingerne og dermed kan lægge en ny tidsplan, oplyser forhandlingschefen. Han understreger, at det, parterne allerede har aftalt ved OK26-forhandlingerne og skrevet under på, stadig gælder efter et valg.

- Folketingsvalget har sat alle forhandlinger i staten på pause. Det er en unik situation, som vi ikke har set før. Både vi og vores kolleger i OAO og CFU har været i kontakt med de statslige arbejdsgivere og drøftet situationen. Det er vores indtryk, at de også er ærgerlige over situationen på den anden side af bordet, men det er reglerne, og det er nu engang sådan, det er.

Det er afsøgt, om det var muligt at fortsætte forhandlingerne på teknikerniveau, men det er desværre ikke muligt.

- Det på ingen måde manglende vilje fra den anden side af forhandlingsbordet, men de må simpelthen ikke forhandle, mens der er valgkamp, og det har vi selvfølgelig forståelse for. Vi glæder os bare til, at vi kan komme videre, siger Christian Esgaard Christensen.

De stramme regler om embedsværkets neutralitet gælder i staten og har derfor ikke indvirkning på de kommunale og regionale OK26-forhandlinger. Derfor kan vi komme i en situation, hvor den statslige urafstemning afvikles en eller flere måneder efter HK Kommunal og de andre kommunale og regionale kolleger, forklarer han.

Fakta om embedsværkets neutralitet

Det danske embedsværk skal være partineutralt. Når der udskrives folketingsvalg i Danmark, går embedsværket i ministerierne ind i en særlig fase præget af øget neutralitet og begrænsninger i deres rådgivning.
Embedsværket skal på den ene side sikre at driften fortsætter, men må ikke under en valgkamp udføre opgaver, som den siddende regering ønsker at bruge som skyts eller konkurrencefordel i valgkampen.
Det er i praksis ikke helt nemt at trække en klar streg i sandet mellem funktioner, som embedsmænd kan kaste sig over i regeringsperioden og i valgkampsperioden, har professor i forvaltningsret på Københavns Universitet, Michael Gøtze forklaret til Altinget Embedsværk.
"Fra at være embedsmands-soldat for den siddende regering og dens politik, overgår embedsmanden i den korte, men intense valgkamp til at være en slags FN-observatør med fuld neutralitet. Embedsmanden står uden for kamphandlingerne og tager de politisk farveblinde briller på," sagde Michael Gøtze ved sidste folketingsvalg til Altinget.

Artiklen er opdateret 03. marts 2026