Forhandlingsfællesskabet og forhandler fra regionerne Lars Gaardhøj præsenterer forliget og den nye overenskomst. Foto: Lars Pryds

 

I sidste uge kom forliget mellem Forhandlingsfællesskabet og KL, og mandag aften var det så regionernes tur. På mange måder ligner de to forlig hinanden – og dermed er der udsigt til reallønsfremgang for HK’erne i regionerne. Og ligesom det gælder for de kommunal ansatte, får HK’erne i regionerne også en fritvalgsordning.

Den økonomiske ramme er på 9,2 procent. Oveni kommer en teknisk korrektion på 0,2 procent. Der er lønstigninger til alle på 6,27 procent hen over de næste tre år. Der er derudover en pulje på knapt 2 procent til HK’s egne forhandling. 

Tilbage er nu de såkaldte specielle forhandlinger. Det vil sige først forhandlinger mellem HK Kommunal og KL og siden forhandlinger mellem HK Kommunal og RLTN (Regionernes Lønnings- og Takstnævn). Også her er der udsigt til betydelige forbedringer. Det er uvist, hvornår disse forhandlinger er afsluttet. Når alle forlig er på plads, skal resultatet selvfølgelig til urafstemning.

Tilfreds formand

Netop mere i løn og fleksibilitet var de helt store prioriteter blandt de tusinder af HK’ere, der i efteråret bidrog med deres ønsker til en ny overenskomst.

– Jeg er i dag en meget tilfreds formand. HK’erne i regionerne har ønsket mere i løn og mere fleksibilitet – og det får de med forliget i dag, siger formand Lene Roed.

Formanden vurderer, at forliget betyder en forbedring af reallønnen.

– Det har været hårde forhandlinger. Helt afgørende for os har været, at købekraften bliver forbedret for vores medlemmer – ikke mindst set i lyset af de høje fødevarepriser, siger Lene Roed.

Lene Roed fremhæver også, at der er puljer til lokal løn, og der er kommet en ny lokallønsaftale.

– Det er et vitamintilskud til en mere velfungerende lokal løndannelse, siger hun

Mere fleksibilitet til den enkelte

Lene Roed fremhæver også, at forliget betyder, at den enkelte HK’er får mulighed for selv at vælge, hvad der passer bedst ind i eget arbejdsliv. Der indføres en ny fritvalgsordning fra 1. januar 2028 til hver enkelt medarbejder. Det kan være, at man vil have en lidt højere månedsløn, spare lidt ekstra penge op til for eksempel en ferie, sætte flere midler ind på pensionsopsparingen eller at man vil holde en ekstra fridag.

- Det er en ny måde at gøre tingene på, som giver den enkelte flere valgmuligheder. Vi har lagt de første sten, og det er noget, som vi vil bygge videre på i fremtiden. Der er ingen tvivl om, at det er den vej, som vores medlemmer vil, siger Lene Roed.

Bedre forhold for børnefamilier

Desuden indføres en helt ny fritvalgsdag til alle, der ikke i forvejen har enten omsorgsdage til børn eller seniordage.

Et vigtigt element i forliget er også bedre vilkår for børnefamilier, der blandt andet får mulighed for frihed ved børns 3. sygedag, og selve hjemkaldelsesdagen (hvor man henter sit barn) tæller ikke længere som barnets 1. sygedag. Nybagte forældre får også yderligere to ugers orlov med løn til deling.

Det vigtigste i OK26-forliget for ansatte i regionerne

  • Lønstigninger til alle, der forbedrer reallønnen – over de næste 3 år er der aftalt lønstigninger til alle på 6,27 %
  • Der er også en pulje på knap 2 % til forbedringer i de enkelte overenskomster – HK Kommunal forhandler med regionerne om puljen i de kommende uger
  • En samlet økonomisk ramme på 9,2 %. Hertil kommer en teknisk korrektion på 0,2 %
  • Ny fritvalgsordning, hvor den enkelte medarbejder får mulighed for valg mellem løn, pension og frihed
  • En ny fritvalgsdag til alle, der ikke i forvejen har enten omsorgsdage til børn eller seniordage
  • Bedre vilkår for børnefamilier, der bl.a. får mulighed for frihed ved børns 3. sygedag. Nybagte forældre får også yderligere 2 ugers orlov med løn til deling
  • Puljer til lokale lønforhandlinger i regionerne på i alt 0,5 % og en fornyet aftale om de lokale forhandlinger
  • Områdetillæg 0 hæves til samme niveau som områdetillæg 1
  • Lønstigninger til de lavest lønnede på løntrin 13-16, der bl.a. kommer HK Kommunals voksenelever til gode
  • Tiltag omkring et bedre arbejdsmiljø, bl.a. med en moderniseret aftale om trivsel og sundhed, hvor der er fokus på arbejdet med at forebygge, identificere og håndtere arbejdsrelateret stress og en ret til at bede om en samtale i forbindelse med livsfaser eller særlige livssituationer
  • Initiativet ”Sammen om udvikling af de regionale arbejdspladser” fortsætter med et nyt indsatsområde om faglighed, udvikling og digital teknologi.

Se også

Aftale mellem RLTN og Forhandlingsfællesskabet om overenskomst og aftalefornyelse pr. 1. april 2026 (pdf, 123 sider)

Hovedelementer i forliget på RLTN's område (pdf, 7 sider)

Fornyelse af arbejdstidsaftalen om arbejde i forskudt tid, holddrift og rådighedsvagt i hjemmet (pdf, 10 sider)