
Er du deltidsansat, skal du have overarbejdstillæg på lige vilkår med dine fuldtidsansatte kolleger, når du arbejder mere end det antal timer, der står i din ansættelseskontrakt.
Det er resultatet af en faglig voldgift, som blev offentliggjort den 4. februar i år.
Kendelsen er et opgør med den praksis, som har været brugt på de fleste overenskomster. Nemlig, at deltidsansatte først får overarbejdstillæg for timer, der ligger ud over timetallet for en fuldtidsansat - typisk 37 timer.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået denne afgørelse, så deltidsansatte får de samme vilkår, når de bliver bedt om at lægge flere timer på arbejdspladsen, siger Kim Jung Olsen, formand for HK Privat.
Voldgiftskendelsen omfatter Industriens Funktionæroverenskomst og Industriens Overenskomst, som er indgået mellem Dansk Industri og CO-industri.
- Vores vurdering er, at den vil slå igennem på alle HK Privats overenskomster, fordi deltidsloven gælder for hele arbejdsmarkedet - og derfor kommer den også til at gælde for den del af arbejdsmarkedet, der ikke er reguleret af overenskomster, forklarer Kim Jung Olsen.
Lønsedler og ansættelseskontrakt
HK Privat har fået de første henvendelser fra medlemmer, der vil høre, hvad den faglige voldgift kan betyde for dem.
- Vores opgave er nu at sikre, at de deltidsansatte får det, de er berettiget til, siger Kim Jung Olsen.
Er eller har du været ansat på deltid og arbejdet flere timer end dit aftalte timetal uden at få overarbejdstillæg, vil HK Privat rigtig gerne høre fra dig.
Der er udarbejdet et formular, som du kan udfylde online, men inden du går i gang, er det en god idé at finde dokumentation for din/dine ansættelse/r som deltidsansat frem.
Dels for at du kan skrive præcist, hvornår du har haft deltidsbeskæftigelse. Dels fordi HK Privat har brug for ansættelseskontrakt/er og lønsedler samt registreringer af din arbejdstid fra hele perioden som dokumentation i en eventuel sag.
Har du haft flere ansættelser på deltid i forskellige virksomheder, skal du udfylde en formular for hver virksomhed.
Hvad sker der så?
Du får en kvittering på din henvendelse.
Din besvarelse vil blive gennemgået af din lokale HK-afdeling. Og det kan være, at der er opfølgende spørgsmål. Herefter vil du få en vurdering af din henvendelse. Er vurderingen, at du kan have en sag, vil du blive bedt om at indsende dokumentationen på din deltidsansættelse.
HK Privat forventer at få mange henvendelser, og derfor kan der pt. ikke gives et estimat på, hvor hurtigt din sag kan behandles.