Lene Roed, formand for HK Kommunal. Foto: Tom Ingvardsen

 

Ifølge Lene Roed er udviklingen ikke længere et fremtidsscenarie. Kommuner og regioner anvender allerede kunstig intelligens i sagsbehandlingen – og det kalder på langt større opmærksomhed fra politisk hold.

Manglende debat om AI

Midt i en valgkamp, hvor mange emner fylder, er der ifølge HK Kommunal ét centralt spørgsmål, der næsten er fraværende: Hvordan skal AI bruges i den offentlige sektor?

Der mangler en grundlæggende diskussion af, hvilken rolle teknologien skal spille i fremtidens velfærd – og hvilken service borgerne kan forvente.

Formanden stiller helt konkrete spørgsmål til politikerne på Christiansborg: Hvordan anvendes personlige oplysninger? Har borgeren reelt mulighed for at få indsigt i afgørelsen? Kan medarbejderen gennemskue – og udfordre – systemets vurdering? Og hvem har ansvaret, hvis systemet tager fejl?

Dertil påpeger hun, at AI samtidig kræver investeringer i teknologi, sikkerhed, uddannelse og implementering.

Forkert politisk tilgang

Ifølge Lene Roed er problemet ikke kun tempoet – men også den måde, AI bliver diskuteret og brugt politisk.

Alt for ofte starter diskussionen med effektiviseringer og besparelser frem for kvalitet og retssikkerhed. Der bliver talt om at reducere administrative stillinger, før der er taget stilling til, hvilke opgaver teknologien skal løse, og hvordan den skal implementeres forsvarligt.

- Det kan ikke være rigtigt, at man først beslutter, at AI skal spare administrative stillinger væk, og bagefter begynder at overveje, hvordan systemerne skal implementeres, kvalitetssikres og kontrolleres,” skriver hun og fortsætter:

- AI risikerer dermed at blive præsenteret som en løsning, før man overhovedet har defineret problemet.

Handler om mennesker

Når algoritmer får indflydelse på afgørelser om beskæftigelse, sociale ydelser og andre borgernære områder, er det ikke blot et teknisk spørgsmål.
Det handler om mennesker, deres rettigheder og deres livssituation. Og her er det afgørende at huske, at algoritmer ikke forstår mennesker – de beregner sandsynligheder.

Hvis teknologien får for stor indflydelse uden de rette rammer, kan det få konsekvenser for både kvaliteten i sagsbehandlingen og borgernes tillid til systemet.

Efterlyser klare svar

HK Kommunal efterlyser derfor tydelige politiske svar: Hvordan skal AI bruges i den offentlige sektor? Hvordan beskytter vi borgernes data? Og hvordan sikrer vi, at teknologien understøtter medarbejdernes faglighed i stedet for at erstatte den?
For i sidste ende handler diskussionen om noget større end teknologi.

- Det er ikke et spørgsmål om at være for eller imod AI. Det er et spørgsmål om at starte en demokratisk samtale om teknologien, før vi sætter både kvaliteten i velfærden og borgernes tillid over styr, lyder det afslutningsvist fra Lene Roed.

Læs hele debatindlægget i A4 Medier aktuelt