Af Hans-Henrik Hansen, Tina Bjerre Tørring, Bent Klim Johansen og Heidi Dyrholm, formænd i HK Østjylland

 

Alligevel oplever mange ansatte i fleksjob, at systemet omkring dem gør det unødigt svært. Regler, der er uigennemskuelige. Modregning, der straffer ekstra indsats. Praktikforløb uden udsigt til job. Og en reel frygt for at ende som fattig pensionist.

Det er ikke rimeligt.

I HK Østjylland har vi for nylig holdt to paneldebatter om fleksjob med både politikere og medlemmer i fleksjob. Der var stærke fortællinger om mennesker, der ønsker at gøre deres arbejde godt og bidrage med det, de kan, men som samtidig oplever at stå som den svage part i mødet med systemet. Ikke som mennesker, men i deres retsstilling.

 

 

I den seneste paneldebat i februar 2026  bestod panelet af Dina Myrup Raabjerg, MF (Konservative), Lotte Olsen, ansat i fleksjob, Kirsten Normann Andersen, MF (SF), Camilla Fabricius, MF (Socialdemokraterne) og Mads Samsing, formand for HK.

 

Et system, der straffer viljen til at arbejde

Et af de emner, der fyldte mest i debatten, var modregningsreglerne. Mange oplever, at det ikke kan betale sig at yde en ekstra indsats. Bonus, overarbejde eller lønstigninger bliver modregnet, så gevinsten forsvinder.

Det dræber motivationen – både for medarbejderen og for arbejdspladsen.

Et andet stort problem er de mange, lange praktikforløb. Virksomhedspraktik kan være en god vej ind på arbejdsmarkedet. Men alt for mange oplever udsigtsløse forløb uden reelt perspektiv for ansættelse.

Derudover fylder usikkerheden om pension meget. Mange frygter at ende som fattige pensionister – selv om de har gjort alt, hvad de kunne for at bidrage til arbejdsmarkedet.

Det er ikke værdigt.

Reformen fra 2013 fungerer ikke

Udfordringerne er ikke nye. De hænger tæt sammen med fleksjobreformen fra 2013. Reformen havde gode intentioner, men virkeligheden har vist, at den ikke fungerer efter hensigten. Systemet er blevet så komplekst, at selv fagfolk kan have svært ved at gennemskue reglerne. Samtidig oplever mange, at praksis varierer fra kommune til kommune.

Retssikkerhed må ikke afhænge af et postnummer.

Derfor mener vi, at tiden er inde til en gennemgribende revision af reformen.

Ti konkrete forslag

På baggrund af medlemmernes erfaringer har vi i HK Østjylland udarbejdet en 10-punktsplan med forslag til forbedringer:

  1. Revidér reformen fra 2013
  2. Giv fagbevægelsen indflydelse og få ekspertviden
  3. Afskaf den urimelige modregning
  4. Garantér en værdig pension
  5. Styrk retssikkerheden
  6. Stop udsigtsløs praktik
  7. Stop misbrug og løndumping
  8. Sikr lige adgang til efteruddannelse og karriere
  9. Skab klare regler og ens behandling i hele landet
  10. Sæt mennesket før systemet

Det er ikke radikale krav. Det er bare krav om rimelighed.

Problemet er ikke medarbejderne i jobcentrene

Når vi rejser kritik af systemet, er det vigtigt at understrege én ting: Det er ikke en kritik af medarbejderne i jobcentrene. De arbejder inden for de regler og den praksis, der er fastlagt politisk og administrativt.

Problemet ligger i rammerne.

Og det er netop derfor, løsningen også skal findes politisk.

Nu er det tid til handling

Danmark har brug for arbejdskraft. Samtidig er der mange mennesker i fleksjob, som både kan og vil bidrage. Men det kræver et system, der understøtter deres muligheder – ikke spænder ben for dem.

Derfor er vores budskab enkelt:

Ret op på fleksjobordningen. Skab regler, der giver mening i virkeligheden. Sikr rimelige vilkår for mennesker, der gerne vil arbejde. Og sørg for, at nedsat arbejdsevne ikke bliver til nedsat værdighed.

Der er blevet talt om problemerne længe nok.

Kære politikere - nu er det tid til handling.