Vi har mødt Bent til en snak om ambitioner, erfaringer – og hvorfor han mener, at han er den rette.

Bent Klim Johansen, kandidat til posten som fællesformand
Hvem er du – kort fortalt?
- Mit navn er Bent Klim Johansen. Jeg bor i Grenaa, er i et fast forhold og har tre børn og en bonusdatter. Jeg er uddannet inden for skatteområdet og har haft hele mit arbejdsliv tæt på både medlemmer og arbejdsmarked. Jeg har blandt andet arbejdet 9 år som konsulent i SKAT og før det, var jeg i 16 år ansat i Grenaa Kommune. Og i øjeblikket er jeg formand for HK Stat Østjylland.
Hvad kendetegner dig som formand?
- Jeg tror på fællesskabet og på, at vi lykkes bedst sammen. Jeg er vant til at arbejde med komplekse problemstillinger og finde løsninger, der holder. Samtidig har jeg et stort fagligt og politisk netværk og mere end 20 års erfaring fra bestyrelsesarbejde og formandskaber. Jeg er en holdspiller, der samarbejder med alle, der vil samarbejde – både internt og eksternt.
Hvad mener du, HK Østjylland har brug for lige nu?
- Vi er den største fagforening i Østjylland med 26.765 medlemmer, men vi udnytter ikke vores fulde potentiale. Vi mangler en tydelig fælles stemme. En fællesformand, der kan samle os og sikre, at vi får den indflydelse, vores størrelse berettiger til. Vi skal være mere synlige. Mere aktive. Mere relevante. Og vi skal fylde mere i samfundsdebatten.
Hvilke forandringer vil du arbejde for?
- Jeg vil bygge videre på det, vi allerede gør godt, men med endnu større fokus på synlighed og indflydelse. Jeg vil understøtte sektorformændene og sikre respekt for de enkelte sektorers områder. Samtidig skal vi fastholde et højt fagligt niveau, en ansvarlig økonomi og være en attraktiv arbejdsplads.
Hvorfor skal man stemme på dig?
- Fordi jeg vil gøre en aktiv forskel for alle medlemmer. Jeg vil arbejde benhårdt for det faglige fællesskab og sætte fokus på beskæftigelsespolitik, uddannelse og politisk interessevaretagelse. Og så vil jeg være en synlig formand for alle medlemmer – én man kan mærke, og som taler medlemmernes sag.
Hvad er din HK-baggrund?
- Jeg meldte mig ind i HK efter to dage som kontorelev i 1989 og har været medlem siden. Min HK-erfaring er bred. Jeg har været fagligt aktiv i tre forskellige HK-sektorer og i tre lokalafdelinger. Jeg har været FTR på Grenaa Rådhus, TR og AMR ved SKAT Grenaa. Jeg har været næstformand i det daværende HK Offentlig Djursland/Kronjylland, hvor jeg også var valgt til afdelingsbestyrelsen. Efter sammenlægningen til HK Østjylland blev jeg medlem af HK Stat Østjyllands afdelingssektorbestyrelse og også her valgt til afdelingsbestyrelsen. Jeg blev valgt som formand for HK Stat Østjylland i 2014.
Og til sidst: Hvad laver du i din fritid?
- Jeg er meget glad for bøger – både skønlitteratur og faglitteratur, gerne om historiske emner. Jeg skriver selv lokalhistoriske artikler og bruger gerne lang tid på research i gamle håndskrevne kilder. Og så elsker jeg musik – lige fra klassisk til rock og jazz.