
HK Kommunals formand, Lene Roed. Foto: Lars Pryds
- Jeg savner en mere samlet og helt afgørende debat om, hvordan vi fremtidssikrer og udvikler danskernes velfærd. Den velfærd, der er forankret i vores 98 kommuner.
Sådan skriver HK Kommunals formand, Lene Roed, i en klumme i Magasinet Kommunen. Klummen blev bragt to dage før Folketingsvalget i tirsdags som en appel til de politikere, der stillede op til valget.
Formandens budskab om at sætte udviklingen af velfærden på dagsordenen er imidlertid helt aktuel nu, hvor partierne er ved at forhandle om dannelsen af en ny regering.
- For uden en velfungerende, kommunal velfærd bliver fundamentet under vores samfundsmodel svækket. Den danske sammenhængskraft hviler på, at vi kan stole på, at vores børn bliver passet godt på i daginstitutionen, at skolen fungerer, at vores ældre får en værdig pleje, og at sundhedsvæsenet er der, når vi har brug for det, lyder det fra Lene Roed.
Nødvendige investeringer
Debatten om fremtidens velfærd er ifølge formanden ellers ganske presserende. Råderummet er stort set blevet spist op af især oprustningen. Og i den hidtidige regerings 2035-plan er der i praksis kun afsat midler til at dække det såkaldte demografiske træk. Investeringer i den kommunale service, der siden 2010 har haft et betydeligt efterslæb, er der ikke levnet plads til, skriver hun.
- Jeg har derfor bange anelser om udfaldet af den kommende økonomiaftale med kommunerne. Indtil videre er der absolut ingen anledning til at tro, at man vil gentage de seneste to års pæne økonomiaftaler. Hvis ikke man får italesat behovet for velfærdsinvesteringer og får fundet den nødvendige finansiering hertil, bliver det godt nok en pauver omgang, lyder det i klummen.
Formanden advarer om, at kvaliteten af den offentlige service vil blive udhulet over tid, hvis ikke der er økonomi til, at velfærden følger med befolkningens almindelige velstandsudvikling.
Velfærden kræver kompetente medarbejdere
Det betyder for eksempel, at sundhedsvæsenet har moderne udstyr og behandlinger. At undervisningen følger med den teknologiske udvikling. Og at hjælpen er der, når mennesker mistrives eller har brug for støtte. Det kræver ifølge Lene Roed investeringer – ikke blot status quo.
- Det gælder også investeringer i de medarbejdere, der får velfærden til at fungere i praksis. Som for eksempel de HK’ere, der hver eneste dag trimmer de mange enkeltdele i velfærdens maskinrum, og som får systemerne til at spille sammen i en effektiv helhed. Vores HK’ere er på mange måder forudsætningen for, at velfærden bliver udmøntet efter politikernes ønsker og prioriteringer – med særdeles høj retssikkerhed for borgerne, skriver hun.
Behovet for faglige medarbejdere bliver kun større i takt med, at systemer bliver mere komplekse, og at digitaliseringen fylder mere.
- Teknologi skaber ikke tillid i sig selv. Tillid opstår, når der står et kompetent menneske bag systemet, som kan forklare, koordinere og sikre, at reglerne bliver anvendt korrekt, skriver Lene Roed.
Samfundsmodellens fundament
HK Kommunals formand slår til lyd for, at der er brug for en mere saglig politisk debat om de reelle udfordringer for fremtidens velfærd.
- Netop i en tid med stigende utryghed er det også afgørende at styrke det, der på mange måder binder os sammen som samfund, nemlig vores fælles velfærd. Det er her, tilliden mellem borgere og myndigheder skabes. Det er her, vi passer på hinanden. Og det er her, fundamentet for vores samfundsmodel ligger, lyder det i Lene Roeds klumme.