
Mere ind på løn- og fritvalgskontoen. Mere ind på pensionsopsparingen. Flere muligheder for frihed. Det er nogle af de forbedringer, som HK’ere, der arbejder inden for i grønne erhverv, såsom skovbrug, gartneri og landbrug, kan se frem til.
For HK’erne har godkendt en ny overenskomst mellem HK Privat og Gartneri, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere. 81,95 % af de medlemmer, der deltog i urafstemningen, kvitterede med et Ja. Den samlede stemmeprocent landede på 41,05 %.
- Jeg er meget tilfreds med de forbedringer, vi fik hentet hjem ved forhandlingsbordet, og vi havde et godt samarbejde med arbejdsgiverside, ligesom vi har fået mange gode og konstruktive forslag til forbedringer af overenskomsten fra vores medlemmer, siger Jesper Boding, faglig sekretær i HK Privat.
Overenskomsten løber fra 1. marts 2026 til 1. marts 2029 og indeholder blandt andet:
- Stigninger på alle mindstesatser
- Fritvalgskontoen stiger 2 %
- Pensionsopsparingen stiger 1 %
- Den betalte barselsorlov udvides med 2 uger
- Ret til uddannelse i opsigelsesperioden
- Ret til at holde fri pga. familiemæssige situationer
- Fx barns 3. sygedag, børnebørnsomsorgsdage, ledsagelse af nærtstående til lægebesøg, møde med offentlig myndighed.
- Ret til at sige nej til overarbejde, hvis der er tungtvejende grunde, fx akut lægebesøg, mærkedage i familien.
- Vederlag på 9.000 kr. om året til arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af HK Privat.
Når den nye overenskomst er renskrevet, kan den se på HK Privats side med landsoverenskomster.