
Illustration: Mostphotos
Et borgerforslag vil have Folketinget til at udfase Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden og Region Sjælland og erstatte den med ét fælles nationalt patientjournalsystem.
Sundhedsplatformen bruges i dag på hospitalerne øst for Storebælt, mens sygehusene i resten af Danmark anvender andre systemer. Der findes dermed ikke ét fælles journalsystem på tværs af landet.
Ifølge forslagsstillerne er Sundhedsplatformen både dyr, ineffektiv og tidskrævende for de ansatte i sundhedsvæsenet. De peger samtidig på bekymringer om, at danske skattekroner går til den amerikanske virksomhed Epic, og at følsomme patientdata sendes til USA. Derudover mener de, at et fælles nationalt system vil kunne give mere tid til patienterne og bedre sammenhæng i behandlingen.
Forslaget blev oprettet 5. marts og løber frem til 1. september. Foreløbig har 4097 borgere støttet det. Bag forslaget står Maj Siercke, chefredaktør for Sygeplejevidenskab.dk, sammen med flere medstillere, heriblandt læger, andre fagfolk og politikere.