
Statens arbejdsprogram har pålagt Skatteforvaltningen besparelser for 1 milliard kroner frem til 2030. Det kostede i december 640 medarbejdere jobbet. Efter fyringsrunden skar Toldstyrelsen ned på åbningstiderne, men det gav skarp kritik fra erhvervslivet, da lastbiler måtte vente op til 6 timer for at krydse grænsen i Padborg. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.
- Man kan blive utroligt bekymret for det, man kalder en besparelse, ender med at blive en udgift for os alle sammen.
Således opsummerede Pelle Dragsted (Ø), da han på et samråd i januar med skatteminister Ane Halsboe Jørgensen (S) udtrykte sin bekymring for den historisk store fyringsrunde i Skatteforvaltningen, som regeringen lancerede før jul.
At besparelserne på skattekontrollen kan ende med at give bagslag, er Toldstyrelsen et konkret eksempel på. For som en direkte konsekvens af besparelserne har Toldstyrelsen afskediget 40 medarbejdere og indskrænket åbningstiderne ved toldekspeditionerne fra 1. marts.
Derfra beskrev flere medier, at de indskrænkede åbningstider ved ekspeditionen i Padborg tæt på den dansk-tyske grænse gav kilometerlange køer af lastbiler, der ventede i op til 6 timer på at få fortoldet deres varer. Det mødte stor kritik fra transportbranchen, og i midten af marts vendte styrelsen på en tallerken og genindførte de gamle og længere åbningstider på midlertidig basis.
En manøvre, der efter prikkerunden har fået konsekvenser for de resterende HK’erne ved toldekspeditionerne.
HK’erne tager skraldet
For HK’erne ved toldekspeditionerne har besparelserne og de mange ændringer i åbningstiden ramt arbejdsmiljøet. Det fortæller Jacob Halldorsson, formand for landsklubben HK Skat.
- Først og fremmest er det medarbejderne i frontlinjen, der har taget skraldet for den vrede, som de lange ventetider førte med sig.
- Jeg har for nylig besøgt ekspeditionerne, og arbejdspresset har sat sig i arbejdsklimaet. Det er svært at få vagtplanen til at gå op. I en sådan grad, at det er forbundet med dårlig samvittighed, hvis man bliver syg eller har barn syg, for det går udover kollegerne. Alt sammen, fordi der er for få medarbejdere, fortæller han og understreger, at det ikke kun er i Padborg, at den er gal, men ved flere toldekspeditioner i landet.
Opgavebortfald på papiret slog fejl i praksis
På trods af, at det halter med bemandingen og arbejdsmiljøet, fastholder Toldstyrelsen, at de gamle, men midlertidige åbningstider, ved toldekspeditionerne fortsat gælder her en lille måneds tid efter, at de blev genindført, og at man melder noget ud, så snart der er nyt på den front. Det oplyser Toldstyrelsen til HK Stats medier.
De kortere åbningstider var ifølge skatteminister Ane Halsboe Jørgensen ellers et godt eksempel på et opgavebortfald, der retfærdiggjorde afskedigelser, uden at det ville gå udover kontrollen og serviceniveauet.
- Det kan man spare nogle årsværk på, sagde hun på samrådet i Skatteudvalget den 29. januar i år.
Den udlægning kan Jacob Halldorsson ikke genkende i praksis:
- Der kom jo lange ventetider, hvor man var nødt til at ændre åbningstiderne igen. Det sker, fordi man har alt for travlt med at gennemtrumfe besparelserne, uden en plan for hvordan opgaverne så skal løses, eller måske ikke løses. Vi, medarbejdere, bliver ikke taget med på råd, og det er mit indtryk, at der heller ikke har været ret meget dialog med transportbranchen om deres behov forud for de ændrede åbningstider ved ekspeditionerne, siger han.
I samme ombæring har han en klar opfordring til politikerne:
- Det bliver bare besluttet politisk, uden hensyn til hvordan det vil tage sig ud i praksis. Og nu er det medarbejderne, der samler regningen op, når man fra politisk side ikke tager ansvar for konsekvenserne. Som konsekvens af de problemer, der opstår i kølvandet på nedskæringerne, håber jeg, at man frem mod de kommende runder af statens arbejdsprogram vil tage os, der sidder i det til dagligt, med på råd, lyder opfordringen fra Jacob Halldorsson, formand for landsklubben HK Skat.
- Man spiller hasard med medarbejderne
Som lokalformand for HK Stat Sydjylland har Annette Godsvig set spareøvelsens uheldige forløb folde sig ud fra det lokale perspektiv.
- Helt overordnet er det bekymrende, at hver gang, man skal finde nogle penge, så er det administration i staten, man tyer til, ud fra den tanke at her kan man altid spare uden tanke på de konsekvenser, det har for samfundets sammenhængskraft mellem erhvervsliv, medarbejdere og borgere. Det virker meget koldt og kynisk, siger hun.
I det hele taget har hun oplevet et meget uskønt forløb, hvor især medarbejdere og erhvervslivet må samle regningen op.
- Billederne af de lange køer ved ekspeditionen i Padborg og de konsekvenser, det skaber for transportørerne, taler for sig selv. Men man spiller i den grad også hasard med medarbejdernes arbejds- og privatliv, når man ændrer drastisk i åbningstiderne, for så at lave det om igen midlertidigt.
- Det er uhensigtsmæssigt for alle, for hvor længe er midlertidigt? Det tror jeg ikke engang, at styrelsen selv ved, påpeger hun.
Annette Godsvig hæfter sig også ved, at politikerne prøver at bortforklare besparelser og afskedigelser med opgavebortfald. Her er hun helt på linje med HK Skat:
- Så bliver der snakket om opgavebortfald, men jeg ser desværre mange ligheder med de spareøvelser, man i sin tid lavede i Vurderingsstyrelsen med ejendomsvurderingerne, hvor man høster besparelserne, inden de nye løsninger er implementeret, siger Annette Godsvig, formand for HK Stat Sydjylland.
Dårligere kontrol bekymrer HK’erne
Udover bekymringen for medarbejderens vilkår vil besparelserne i Toldstyrelsen ifølge Jacob Halldorsson uundgåeligt svække Danmarks toldkontrol.
I forlængelse af Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har Toldstyrelsen og HK’erne været travlt beskæftiget med at administrere og føre kontrol med, at handelssanktionerne mod Rusland bliver efterlevet fra dansk side.
- Det har optaget mange ressourcer, og også af den grund falder besparelser på toldkontrollen på et svært sted, fastslår han.
At det lige rammer toldkontrollen, kan, ifølge ham, skyldes at der i forvejen ikke er de store politiske incitamenter til at prioritere toldkontrollen, for indtægterne fra told går til EU, fordi Danmark er med i EU’s toldunion, mens eksempelvis punktafgifter på cigaretter, spiritus og chokolade går i den danske statskasse.
- Da told i høj grad er et EU-anliggende, der er stramt reguleret af EU, er der også regler for, eksempelvis hvornår landendes toldekspeditioner skal være åbne. Jeg ved, at jeg har kolleger i Toldstyrelsen, der er bekymrede for, om de indskrænkede åbningstider overhovedet er lovlige i forhold til vores forpligtelser overfor EU. Og det har de ikke fået et klart og entydigt svar på endnu.
- Det er igen et eksempel på, at besparelserne ikke kan blive gennemført hurtigt nok, siger Jacob Halldorsson, formand for HK Skat.