
Størstedelen af kommunerne i Danmark mangler boliger til ukrainere. Foto: Mostphotos
- Vi er ved at drukne i det her problem.
Sådan beskrev borgmester i Rødovre Britt Jensen situationen over for Momentum i februar. Hendes kommune er langt fra den eneste, der er presset.
I en ny rundspørge svarer 59 procent af kommunerne, at de i høj eller meget høj grad har udfordringer med at finde tilstrækkelig boligkapacitet til ukrainere.
De job- og integrationskonsulenter, som Kommunalbladet har talt med, bekræfter også, at der er store udfordringer med at finde boliger, men også at ukrainere helt generelt fylder rigtig meget i opgavebilledet for tiden.
Flere midlertidige løsninger
58 procent af kommunerne siger samtidig, at de oftere eller meget oftere end for et år siden må bruge alternative løsninger til midlertidig indkvartering.
Det er især nedlagte plejecentre, ældre- og ungdomsboliger, lejligheder og skoler, der bliver taget i brug. Men nogle kommuner bruger også kontorbygninger, pavilloner, containerbyer og vandrehjem.
KL efterlyser hjælp
Ifølge KL har kommunerne mange steder brugt næsten al tilgængelig boligkapacitet. Derfor er der brug for hjælp fra staten, siger formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Steen Christiansen, til Momentum.
Bag presset ligger blandt andet, at antallet af ukrainere, der søger om opholdstilladelse i Danmark, er steget markant de seneste måneder.
Regeringen overvejer løsninger
59 procent af kommunerne svarer desuden, at de forventer at tage nye midlertidige indkvarteringssteder i brug i den nærmeste fremtid.
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund oplyser i et skriftligt svar til Momentum, at regeringen er opmærksom på udfordringerne og overvejer, hvordan kommunerne bedst kan hjælpes.