Elever fra bl.a. handelsuddannelsen dystede ved DM i Skills om at blive de bedste inden for deres fag. Andrea Lynge Nielsen og Oscar Drengsgaard Ploug var blandt guldvinderne. Foto: Lasse Skov/skillsDenmark.

 

Der var kamp til stregen om de eftertragtede guldmedaljer ved DM i Skills, der løb af stablen i Hjørring d. 22.-25. april. Elever og lærlinge dystede i 48 forskellige discipliner om at være de bedste inden for deres fag.

Handelsuddannelsen var repræsenteret i en konkurrence om entreprenørskab. Eleverne blev blandt andet bedømt på, hvor gode de var til at lægge forretningsstrategier, pitche deres idéer og markedsføre deres produkt.

Her var det et hold bestående af to Bestseller-elever fra Viden Djurs, der løb med sejren, nemlig Andrea Lynge Nielsen fra Jack & Jones og Oscar Drengsgaard Ploug fra Only & Sons.

- Jeg vil gerne ønske vinderne tillykke og sige tak til dem og alle de andre dygtige elever, der stillede op. Det er så vigtigt med unge mennesker, som vil deres fag, og som viser det frem for omverdenen med stolthed, siger formand for HK Handel, Mette Høgh.

Handelsuddannelsen var også repræsenteret ved sidste års EM i skills - "EuroSkills" - hvor to danske handelselever fik den prestigefyldte ”Medallion for Excellence” .

Handelseleverne kom på scenen til DM i Skills med et vigtigt budskab på deres halstørklæder: "Bliv Handelselev". Foto: Lasse Skov/skillsDenmark.