Varehuschef Dennis Wolthers fortæller om det nye byggeri og tankerne bag det.
HK var for nylig på besøg i BAUHAUS’ imponerende nye byggeri, hvor formand Helle Friis og faglig konsulent Heidi C. Jensen fik en rundvisning i det store projekt.
Vi blev taget godt imod af tillidsrepræsentant Pernille Blomgaard og varehuschef Dennis Wolthers, som viste os rundt og gav et spændende indblik i både byggeriet og tankerne bag.
Et centralt fokus er arbejdsmiljøet. Vi fik præsenteret et nyt system til håndtering af tunge bordplader, som fremover ikke længere skal stå op. Systemet gør det muligt at håndtere tunge bordplader sikkert. Det er en klar forbedring, der både optimerer arbejdsgange og forebygger arbejdsskader.
Der er også gjort meget ud af medarbejdernes trivsel. Vi blev vist den kommende medarbejdergang med flotte, lyse omgivelser, nye rummelige toiletter og en stor kantine med masser af dagslys. Hertil kommer en tagterrasse, hvor medarbejderne kan nyde solen i pauserne. Solen er på terrassen fra morgenstunden og langt ud på eftermiddagen.
Udsigt fra tagterrassen, hvor medarbejderne kan nyde solen i pauserne.
Indretningen bærer tydeligt præg af engagement. Tillidsrepræsentant Pernille Blomberg, som til daglig arbejder som dekoratør i BAUHAUS Næstved, har været med til at sætte sit præg på både farver og udtryk, og det er nogle virkelig gode valg, der er truffet.
Vi ser frem til at følge projektet videre og glæder os til at opleve det færdige resultat, når dørene åbner til sommer. BAUHAUS planlægger desuden at fejre åbningen med både medarbejderforkælelse og en dag, hvor familien kan komme med og opleve det nye varehus.