
Vi venter på en ny regering, derfor må nye love også vente. Foto: Anders Hviid
Foråret 2026 skulle have budt på en lang række nye sundhedslove.
Nogle var sendt i høring, andre endda fremsat, men de strandede regeringsforhandlinger har standset initiativer på det sundhedspolitiske område.
Netmagasinet A4 medier har lavet en oversigt over de sundhedslove, som lige nu venter, nærmest forgæves, i venteværelset.
Her kommer et udvalg fra listen.
- Befordringsgodtgørelse: Reglerne for befordringsgodtgørelse for patienter er ufatteligt komplicerede og svære at gennemskue. Planen var, at reglerne skulle ses igennem med et nyt lovforslag til regelsæt med start 2027. Det bliver presset at nå.
- Folkesundhedsloven: En udløber af sundhedsreformen er en ny folkesundhedslov med fokus på forebyggelse o.l. gældende fra 2027. Ifølge kilder tæt på A4 var partierne endda tæt på at lande en politisk aftale.
- Et nyt nationalt prioriteringsråd: Et nyt råd, der skal sikre, at pengene i sundhedsvæsenet bruges mest effektivt og til gavn for de fleste. Lovforslaget er udskudt til efteråret.
- Forårsaftale om sundhedsreformen: En aftale, der skal konkretisere, hvordan reformens mål om lægedækning, sammenhæng i patientforløb og det nære sundhedsvæsen føres ud i praksis.
- Ansvarlig myndighed: Der skal udarbejdes en konkret model, så borgerne ved, hvilken myndighed der er ansvarlig for at udlevere og finansiere hjælpemidler og behandlingsredskaber.