
Otterup, Søndersø og Bogense rådhuse.
- Der skal være lys i de gamle rådhuse!
Sådan lød det fra rigtig mange borgmestre og byråd lige efter kommunalreformen i 2007.
Formålet var bl.a. at vise, at de nye storkommuner ikke lukker og slukker liv i de nu små lokalsamfund, som tidligere var ”hovedstad" i den lille kommune, men som nu frygtede at blive en hengemt provins.
Derfor fastholdt mange kommuner en decentral struktur, hvor fx fire gamle rådhuse blev holdt i live ved hver at få tildelt en forvaltning.
Stadig tre rådhuse men med optimering
Ikke mindst af sparehensyn har tendensen de seneste ti år dog været, at man har samlet administrationen ét sted, måske endda i et nybygget rådhus.
Enkelte kommuner stritter dog imod den tendens.
Det gælder fx Nordfyns Kommune, der netop har besluttet at fastholde strukturen med lokale rådhuse i Bogense, Otterup og Søndersø.
Dog med den tilføjelse, at man skal have fokus på at optimere anvendelsen af den eksisterende bygningsmasse.